Storbydrømme, drive-in-biograf og minigolf: Sådan bliver Skanderborg mere attraktiv for de unge
Gymnasieklasse sætter spot på de vigtigste ungetemaer i valgkampen – brugte skoledag på at diskutere det, der for dem er vigtigst for at gøre Skanderborg til en god kommune at være ung i.
En høj summen breder sig i et lille lokale på Skanderborg Bibliotek. Gymnasieelever fra 2.w taler om det, der er vigtigst for dem i Skanderborg Kommune – og om alt det, de ønsker at ændre på.
Hvad ville de selv forsøge at lave om på i kommunen, hvis de som byrådspolitikere fik 50 millioner kroner til formålet?
Både flere og billigere muligheder for transport, en ny svømmehal i Ry, et ungehus, en drive-in-biograf, en minigolfbane, flere muligheder for at mødes på kryds, vigtigheden i at bevare de små skoler og ikke at gøre de store skoler for store samt at gøre det mere attraktivt at gå i byen i Skanderborg blev vendt rundt omkring ved de fire borde i bibliotekets lokale.
Debatterne er et led i samfundsundervisningen hos gymnasieklassen – og et led i, at klassen sammen med Skanderborg Kommunes Biblioteker skal finde ud af, hvilke emner der skal debatteres til fire valgmøder arrangeret af Skanderborg Kommunes Biblioteker forud for kommunalvalget den 18. november.
Blandt eleverne i 2.w er nogle af dem førstegangsvælgere. Andre når ikke at fylde 18 år før valget.
Alligevel går eleverne til den i debatten, der var delt op i to runder.
»Det var rigtig fedt at se dem få gang i debatten og tale om, hvad politik også er. I den første del kunne de forholde sig mere overfladisk til det, fordi det var andre borgere, der havde skrevet ønsker på bænkene. I den anden del blev de lidt mere stille, og man kunne mærke, at de skulle tænke noget mere. Der kom nogle ret fine emner på bordet,« fortæller Isa Kowalski Samuelsen, projektleder på Skanderborg Kommunes Biblioteker.
De unge skal nemlig selv være med til at bestemme, hvad Abdel Aziz Mahmoud som vært skal tale om til debatten på Skanderborg Gymnasium den 12. november.
Efter godt en times snak blandt eleverne, nåede de i fællesskab med repræsentanterne fra Skanderborg Kommunes Biblioteker frem til, at flere og billigere muligheder for offentlig transport i kommunen og flere tilbud til unge i kommunen var det vigtigste for de unge i klassen.
»Jeg tror, vi ender med at smelte de to emner lidt sammen, for de hænger i virkeligheden lidt sammen. De ønsker et kulturtilbud, der tager dem som ungegruppe alvorligt. Et sted for dem, hvor de kan mødes. For at de kan mødes på tværs er der også nødt til at være gode transportmuligheder, når vi har tale om en oplandskommune som Skanderborg,« forklarer Isa Kowalski Samuelsen.
Til de resterende tre valgdebatter er det i høj grad borgerne i Ry, Galten og Hørning, der har kunnet skrive deres valgønsker på bænken.
»Det har gymnasieklassen været med til at analysere på, og nu skal jeg sammen med Abdel udvælge temaerne til valgdebatterne. I Galten kan man for eksempel se, at svømmehallen går meget igen.« fortæller Isa Kowalski Samuelsen.
Selvom der stadig mangler lidt arbejde, inden hun og kollegerne er klar til at byde velkommen til de fire valgfester i kommunen, er forventningerne ikke til at tage fejl af.
Jo mere nært, det bliver, jo mere får de også lyst til at stemme. Man skal have det tæt på folk, så man bliver opmærksom på, hvor vigtigt og nemt, det er at få en indflydelse.Isa Kowalski Samuelsen, projektleder på Skanderborg Kommunes Biblioteker
»Vi glæder os rigtig meget til valgfesterne. Vi tror, det bliver rigtig fedt at lave nogle lidt anderledes valgdebatter, der tager udgangspunkt i noget, som borgerne selv har valgt. Og så er det fedt, at de unge har været med. De kommer også til arrangementet 12. november,« lyder det fra Isa Kowalski Samuelsen, der ikke afviser, at man fremover vil gøre noget af det samme, når der er valg.
»Det er en oplagt mulighed at blive ved med at inddrage både borgerne og de unge. Jo mere nært, det bliver, jo mere får de også lyst til at stemme. Man skal have det tæt på folk, så man bliver opmærksom på, hvor vigtigt og nemt, det er at få indflydelse.«