Aarhus’ mest sejlivede venstremand har prøvet alt. Også at være i tvivl og få nok

At Gert Bjerregaard er blevet en institution i aarhusiansk politik, er lidt af en bedrift. Den 62-årige gruppeformand mestrer en lidt landlig venstre-dialekt, der nok spærrer adgangen til den store vælgergruppe, som kun periodisk interesserer sig for kommunalpolitik. Men man kan sagtens have indflydelse uden at lyde københavnersmart, for når det kommer til de afgørende beslutninger, ved enhver politiker, at det er argumenterne, der tæller.

De øvrige medlemmer af byrådet har vænnet sig til tonen, og i snart et kvart århundrede har Gert Bjerregaard præget udviklingen i byen som et fremtrædende medlem. Han har prøvet det hele – rådmand og borgmesterkandidat. Nu sidder han som gruppeformand for venstre.

Gert Bjerregaard har aldrig forpasset muligheden for at få sine synspunkter frem. Vi har aftalt at mødes i byrådssalen til en snak om udviklingen i Aarhus forud for kommunalvalget den 18. november.

Det skulle have karakter af et interview, men minder mere om et vælgermøde med én tilhører. Nok tager kandidaten afsæt i en artikel af undertegnede om nogle af de mange udfordringer, som Aarhus står overfor, men Gert Bjerregaard har selvfølgelig også sin egen dagsorden, for han satser på genvalg.

Og hvorfor ikke begynde med Brabrands morgengave til Aarhus ved sammenlægningen i forbindelse med Kommunalreformen i 1970: Gellerupparken.

Siden opførelsen i årene 1968-1972 har bebyggelsen været kontroversiel. Den blev opført sideløbende med parcelhusene i Skjoldhøjparken, der var en succes. Her blev husene hurtigt solgt, mens det kneb med at drive nye lejere til Brabrand.

Først fyldte sociale klienter op i Gellerup, siden rykkede flygtninge og indvandrere i stort tal ind i de velindrettede lejligheder. Her skulle beboerne leve, når de ikke var på arbejde, men netop arbejdet kneb det med, for mange var traumatiserede efter krige i Mellemøsten. Der måtte anvises betydelige beløb i sociale ydelser til det vestlige Aarhus.

Det var en stakket frist, troede man. Når anden og tredje generation kom til, ville det blive bedre, men det gik stik modsat.

Studier i Amsterdam

»Dengang jeg sad som social- og beskæftigelsesrådmand, var Gellerup et af de områder, jeg brugte allermest tid på,« erindrer Gert Bjerregaard.

Det viste sig, at man i Bijlmermeer, et kvarter i den sydøstlige del af Amsterdam, kæmpede med mange af de samme problemer som i Gellerup. JP Aarhus sendte reportere til Holland og indbød et par politikere til at rejse med. En af dem var Gert Bjerregaard.

»De hollandske kolleger havde erkendt, at den monotone boligform med de store blokke havde spillet fallit,« husker Gert Bjerregaard.

En del blev revet ned for at åbne området for andre boligformer og dermed nye beboere.

»Jeg kunne se muligheder i de forandringer.«

Gellerup har været stærkt socialt belastet i mange år. Her kan du få en stor bolig til små penge. Det skabte nogle udfordringer, og allerede på et tidligt tidspunkt var der et parallelsamfund.

»Jeg tror stadig på, at hvis man får skabt et mix af leje- og ejerboliger i Gellerup, vil det være positivt,« siger Gert Bjerregaard.

»Vi har fået en forandring, men vi er langtfra i mål. Kommer vi i mål med denne ændring? Jeg er i tvivl, men kan ikke se andre måder at gøre det på. Jeg tror stadig, at det er en mulighed, men man har været alt for slappe overfor flygtninge og indvandrere i Aarhus Kommune. Mange af dem vil gerne holde sig for sig selv, og så bliver det dem og os, og det er jo det, vi har ønsket at nedbryde,« forklarer Bjerregaard i byrådssalen.

Problemfamilier

Der er fortsat nogle voldsomme udfordringer.

»Vi har også 10-12 familier, der er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Med det synderegister de mennesker har, er vi nødt til at skride meget hårdere til værks, end vi har gjort tidligere,« siger Gert Bjerregaard.

»Jeg abonnerer på, at har man to-tre børn og vist, at børnene fortsætter i en kriminel løbebane, skal man stille spørgsmålet: skal de i det hele taget have lov at få flere børn? Jeg synes faktisk, at det er et af de greb, vi kan benytte. Kan man presse dem til at vælge et andet sted at bo i stedet for i Aarhus i Danmark, så skal man også gøre det. For det er tydeligt, at disse mennesker ønsker at leve i et parallelsamfund. De prøver også, hvis der er stridigheder, at klare det selv. De ønsker ikke at bruge vores retssystem. De benytter sharialov og egen bestaltede domstole. Det er gift for et samfund som det aarhusianske, og det er i øvrigt også galt andre steder i landet.«

Gert Bjerregaard mener, at kommunen skal »gøre alt« for at vise dem døren og erkender, at der er regler og konventioner på området.

»Det skal jo starte med, at vi alle i byrådssalen vil det samme, og at vi fortæller vores forvaltninger og vores medarbejdere, at vi har gjort, hvad vi kunne. Nu er vi nødt til at lægge fra land i forhold til at presse denne gruppe. Jeg ved godt, at vi ikke kan overrule lovgivningen og konventionerne, men vi tager det udgangspunkt, at der er udvist en adfærd, der koster enorme summer, som vi kunne bruge på andre gode ting.«

Meget ødelagt for mange

»Det er rent faktisk lykkedes at få nogle anden og tredje generationsindvandrere vist en anden vej, og de har fået et godt liv, tjener deres egne penge og har normer, som vi har en forventning om, at man har i et demokrati og i en by som Aarhus. Men de 10-12 familier overskygger de gode ting og har virkelig ødelagt meget for mange.«

Det skal gribes anderledes an, mener Bjerregaard, der efterlyser lovgivning, der kunne give kommunen mere handlerum og sender en efterlysning efter bedre værktøj videre til venstre i regeringen.

»Jeg synes, at vi har nået et punkt, hvor vi skal udfordre konventionerne. Det kan give en ny åbning. Man har talt længe om det, uden at vi har taget det næste skridt. Vi har brug for i Aarhus, at man kan gå endnu hårdere til værks overfor dem, der har vist, at de ikke vil.«

Er der noget sted, du har kendskab til, hvor det fungerer med den muslimske påvirkning af et vestligt samfund?

»Nej. Og jeg har ikke haft lejlighed til at genbesøge Bijlmermeer, men det er mig bekendt det eneste sted, hvor man er kommet et stykke af vejen. Det kunne være spændende at genbesøge bydelen for at se, hvor den står i dag. De var noget foran os, og jeg håber, at vi kan komme et andet sted hen med den forandring, vi har gang i.«

»Er der nok?,« spørger Gert Bjerregaard og svarer selv:

»Det kan jeg være i tvivl om. Vi har brug for at sige, at nok er nok, og nogen må være et andet sted end her i Aarhus.«

Derudover mener han, at der er skabt mange gode ting i Aarhus. Byen har udviklet sig. Da han blev valgt i november 2001, var der 285.000 indbyggere i kommunen. Ved dette valg er der 375.000.

»Den udvikling fortsætter. Vi skal ikke lægge en ring om Aarhus. Folk vil bo i Aarhus og tæt på en større by. Udover København er Aarhus en vækstgenerator på godt og ondt.«

Derfor virker det også paradoksalt, at der vokser store nye parcelhuskvarterer op i byerne rundt om Aarhus, mener Bjerregaard.

Efterlyser parcelhuse

På rådhuset er der planlagt med en fortætning omkring letbanen og i midtbyen, men det sagde venstre fra overfor, for der var mangel på parcelhusgrunde.

»Vi bliver jo snydt hver eneste dag, når de unge børnefamilier, som vi så gerne vil have, bosætter sig på den anden side af kommunegrænsen og derpå pendler til Aarhus for at arbejde. Var det ikke bedre, at vi tilbød familierne en grund i Aarhus Kommune?«

»Jo,« svarer Gert Bjerregaard, der selv er aktiv i byggebranchen. Han kalder det et helt vildt paradoks, at der kun er lidt over 40 parcelhusgrunde til salg i Danmarks næststørste by: nogle få i Hårup og andre i Beder.

»Vi ved, at børnefamilierne gerne vil have en parcelhusgrund, og vi har faktisk lagt op til, at man kan udstykke mindre parcelhusgrunde,« siger Gert Bjerregaard.

Han forestiller sig grunde på 400-500 kvadratmeter og med et hus på 120-130 kvadratmeter, vil det være en god bolig for en familie, der skal etablere sig.

»Det har været en forfejlet strategi siden 2017, at man ensidigt har villet fortætning.«

Han har bygget i Rønde, Hadsten, i Hammel og ved Randers, primært rækkehuse.

»Det er en rigtig god måde for folk at starte eller når de som seniorer vil have noget mindre, og vi får sat en flyttekæde i gang. Det har man forsømt i Aarhus.«

Kritikere vil sige, at venstre har været med til at støtte fortætningen.

»Ja, men vi var modstandere af, at vi ikke fik sikret plads til parcelhusene. Steder i Aarhus bliver der skabt nye former for ghettoer. Jeg kalder dem udlejningsghettoer, og det er lidt hårdt at sige, men man får skabt kvarterer med boliger, der er ens, og det er aldrig godt.«

Gert Bjerregaard tror på mixet af leje- og ejerboliger. Side om side – forskellige typer af boliger. Der er ikke ret mange muligheder i et nybyggeri for at få en ejerbolig, fordi det er bedre at leje ud, påpeger han.

»Derfor har vi også brug for, at man fra regeringen kommer med en ny planlov, der giver byrådet mulighed for at afgøre, at ligesom der skal være 20 eller 25 procent almenboliger i et nyt boligområde, også skal være 25 procents ejerboliger af hensyn til en social balance og til gavn for byudviklingen. Aarhus Kommune er simpelthen nødt til at levere på den dagsorden, der hedder parcelhusgrunde.«

Øjenbæ på Christiansbjerg

I byrådet er der ikke enighed om, hvordan man skaber attraktive byer.

»Jeg har kolleger i byrådet, der ønsker at fortsætte en fortætning, og retfærdigvis er der også nogle, der siger, at vi skal slet ikke være flere aarhusianere. Der er så mange, der så gerne vil bo i denne by, og det synes jeg, vi skal give mulighed for. Jeg tror på, at vi får en bedre by, en rigere by, men vi skal gøre os umage med planlægningen. Det er jo ikke alt, der er lige kønt i Aarhus, og det er ikke alt, jeg er lige stolt af,« siger han og fremkalder byggeriet ved vandtårnet som den øjenbæ, der plager ham mest. Den skifter navn indimellem. Nu hedder den vist Unity.

»Det er en af de beslutninger, som jeg ærgrer mig mest over, når jeg kigger tilbage på 24 år i byrådet,« indrømmer Gert Bjerregaard.

Han husker, at projektet så flot ud, da det var planlagt i mursten. Byggeriet havde virkelig noget swung over sig. Så blev det solgt til en skotsk kapitalfond og ændret. Nu er der mange kanter rundt og masser af små lejligheder. Alt det var svært at vide, dengang man sagde ja, men set i tilbageblik mener han ikke, at der skulle være givet tilladelse til at lave projektet om.

»Det er voldsomt, når man kommer fra Spørring og Lisbjerg og ser bygningen stikke højt op over Aarhus. Nu har vi det, men har vi også et vandtårn, der er placeret det rigtige sted? Man kunne lege med tanken: Kunne man sætte det et andet sted? Hvis vi fik nogen til at hjælpe os med at finde et sted, hvor det passede bedre ind, så synes jeg, at man skal se på det, for det er også en historisk ting at have det vandtårn.«

Hvem bestemmer egentlig? Politikerne eller embedsmændene.

»Det er et godt spørgsmål. Jeg mener jo, at det er politikerne, men jeg har det også sådan, at har du et stærkt embedsværk og svage politikere, så kører embedsværket. Det handler i høj grad om, at de politikere, vi vælger, men det er vigtigt, at vi får sat politikeren både på borgmesterposten og på rådmandsposterne de rigtige steder. Det er der, man ser, om der er en retning på, hvor vi skal hen. Ellers er det embedsværket, der kører, og det har jeg også oplevet nogle steder, men jeg kommer ikke til at pege på hvor.«

En af de udfordringer, der er blevet større og større i de 24 år, jeg har været med, er trafikken.

»Vi har i venstre sagt, at man kan begge dele: tage hensyn til miljøet og trafikken. Vi er med i klimaaftalen hen mod 2030, og vi tror godt, at man kan nå målet. Det er meget afhængig af, om man bygger et klimaanlæg i Lisbjerg, som kan optage 60-70 procent af CO2-udledningen. Bygger man det og vinder det udbud, der er udlagt fra staten, så er Aarhus rigtig langt på at kunne nå det. Gør man ikke det, så er det utopi at tro, at man når det.«

Så er der den anden del for at kunne nå en sådan CO2-neutralitet. Det er mobiliteten.

»I alle årene i byrådet har jeg været bilisternes mand. Det kommer endnu mere til udtryk nu, fordi vi diskuterer, om vi skal lukke veje.«

»Vesterbro Torv er meget aktuel. Jeg hører, at nogle også vil have lukket Vestergade. Efter valget bliver det meget værre, hvis partierne bag den grønne mobilitetsplan styrkes. Venstre er sammen med Liberal Alliance de eneste partier, der står udenfor. Så kommer man til Frederiks Allé, som skal lukkes, det samme skal Park Allé og Banegårdspladsen. Man er i gang med at lukke midtbyen ned uden at komme med et alternativ,« konstaterer Gert Bjerregaard, der peger på, at aarhusianerne er kloge mennesker.

»De har allerede flyttet sig enormt meget i forhold til at vælge kun den præcise bil til. De kigger da på, at de faktisk kan spare penge, når de skal skifte bil. Så køber jeg mig en elbil. Den udvikling, man forventede for få år siden, var, at 30-35 pct. ville være elbiler, når vi nåede frem til 2030. Det tal er for længst overhalet. Nu er vi oppe på, at 45-50 pct. vælger elbilen.«

Han kører selv i en elbil, men på matriklen findes også en udgave, der kører på diesel.

»I takt med at vi skifter ud, ser vi på de muligheder, der er. Det er ligesom, der er et flertal i byrådet, der har valgt at sige, at nu lægger vi en masse gift ud for bilisterne, og så håber vi på, at problemet forsvinder, men det giver kun flere problemer. Det kan vi læse nu i forhold til Vesterbro Torv. Ekstra køretid for os alle, ekstra miljøsvineri, og de mennesker, der bor rundt om de områder, vi lukker ned, får noget trafik ind i deres kvarterer, som slet ikke var tiltænkt. Hvorfor er det, at man ønsker at genere bilisterne? Det må jo handle om, at man vil have fredeliggjort midtbyen, og hvad er det til skade for?«

Han peger på butikkerne, som i forvejen lider, udfordret af blandt andet nethandel. Men den lokale udvikling kan give flere butikker dødsstødet, frygter venstre-manden.

»Så ender det med, at vi får et strøg kun med kædebutikker, og som man kan komme til uanset, om man handler i Viborg, Thisted eller her. Det er jo ikke det, vi ønsker.«

»Jeg har stadig til gode at se, hvad er det af forandringer, den nye borgmester vil med vores by,« konkluderer Gert Bjerregaard.

Han håber, at borgmesteren vil være med til at satse på idrætten også for børn og motionisterne. Gert Bjerregaard kom i sin tid i byrådet med ønske om bedre og flere idrætsfaciliteter, og den kæphest ridder han stadig.