Fortsæt til indhold

Der er for få kvinder i byrådet: Det skal særligt valgmøde ændre på

Det er kun kvindelige kandidater, der må deltage

Politik

June Crondahl stiller op for SF i Syddjurs. Hun er kvinde, og ikke nok med at hun kæmper for sit partis mærkesager, så kæmper hun også for, at der skal flere kvinder i byrådet.

I denne periode har syv ud af 27 stole været besat af kvinder, og det er for lidt, mener hun.

»Jeg synes, der skal være en mere ligelig kønsfordeling. Jeg tror, det kan give mere nuancerede debatter, for der er jo forskel på os. Der er for eksempel forskel på, hvordan vi ser på opgaver i hjemmet, hvor meget barsel kvinder og mænd hver især holder og mange flere ting, også uden for hjemmet og på arbejdsmarkedet.«

Alle de ting kan og skal kommunalpolitik også handle om, mener hun.

»Det kunne være ved at regulere åbningstider i daginstitutionerne eller ved at give kommunale medarbejdere sygedage til barnet er rask, for på den måde at aflaste familierne, og måske især mødrene,« lyder det fra June Crondahl, som mener, at jo flere kvinder, der er i byrådet, jo flere af den slags beslutninger vil der blive taget.

June Crondahl er jurist og leder af retshjælp, 45 år og bor på en nedlagt landejendom med geder og heste med sin mand, deres datter og Junes mor.

For at sætte ekstra spot på udfordringen med det kvindelige undertal i byrådet har hun arrangeret et valgmøde, hvor det kun er de kvindelige kandidater, der må komme.

Hun kalder det »Valg og vin«, og det kommer til at foregå i hendes private hjem i Drammelstrup ved Tirstrup lørdag 8. november.

»Vi holder det i uformelle rammer hjemme hos mig privat, og snakken kommer til at foregå rundt om spisebord/køkkenbord/sofabord. Det gør vi, fordi vi gerne vil have, at der bliver mere opmærksomhed på at få flere kvinder i byrådet.«

Hun understreger, at alle interesserede borger, der ikke stiller op, er velkomne til at være med til mødet - uanset køn.