Grå hår dominerer i byrådssalen - de unge vil med til bords
Kun fire ud af 83 kandidater på stemmesedlen i Skanderborg Kommune er under 30 år. De unge mener selv, de har meget at byde på. Din Avis Skanderborg har talt med dem om de udfordringer, de møder i valgkampen.
Gennemsnitsalderen for en kommunalpolitiker runder midten af 50’erne på landsplan, og Skanderborg Kommune er ingen undtagelse fra statistikken.
Også her er andelen af grå hår og høje tindinger ikke til at komme udenom. Det samme gælder fraværet af unge kandidater, men den skævvridning vil tre yngre kandidater gerne lave om på.
Yngste kandidat i Østjylland
»Du skal tilbage på skolebænken - lad de voksne håndtere tingene.«
Sådan lyder bare én af de bemærkninger, som 18-årige Victor Johan Andrea fra Skanderborg er stødt på i sin valgkamp.
Victor bor hjemme ved mor og far, går i 2.g på Skanderborg Gymnasium og bruger fritiden på musik. På papiret lever han et helt almindeligt ungdomsliv. Han har bare en lidt anderledes sidegesjæft: Han er den yngste kandidat til kommunalvalget i hele Østjylland.
Selvom det er første gang Victor Johan Andrea selv stiller op, er valgkamp langt fra en ny disciplin for ham. Politik har altid fyldt meget - både ved middagsbordet, i Liberal Alliances Ungdom og gennem en mor, der også er politisk aktiv og faktisk at finde på samme opstillingsliste som Victor selv.
»Jeg har hjulpet til i mange valgkampe, og det har altid været lidt af en drøm for mig, selv at være den person, der kæmpes for,« fortæller han.
Det, der driver ham, er lysten til at give unge mennesker en stemme i byrådet.
Når man står til et vælgermøde eller i en paneldebat fyldt med voksne mennesker, der har været i gamet i mange år, så skal jeg lige minde mig selv om, at jeg har lige så meget ret til at være her, som de har.Victor Johan Andrea, 18 år, Liberal Alliance
»Jeg har en direkte fingerforbindelse med ungdommen,« smiler Victor og understreger, at hans alder ikke er en svaghed, men en styrke.
»Der er en kæmpe fordel i, at jeg ved hvordan det er at være ung i et moderne samfund. Jeg ved hvad det er for problemer, vi kæmper med.«
Beslutningen om at stille op har dog ikke været uden overvejelser, og Victor er klar over, at hans alder både kan åbne døre, men også skabe usikkerhed – ikke mindst hos ham selv.
»Når man står til et vælgermøde eller i en paneldebat fyldt med voksne mennesker, der har været i gamet i mange år, så skal jeg lige minde mig selv om, at jeg har lige så meget ret til at være her, som de har.«
Hvis Victor skal komme med et bud på, hvorfor der ikke er flere unge, der stiller op til valget, så tror han, det har noget at gøre med, hvordan de folkevalgte bliver behandlet, ikke mindst på sociale medier.
»Når unge ser, hvordan folk behandler politikere, og ser hvad de skal stå på mål for, så kan jeg godt forstå, at der er nogle unge der tænker: ”Det skal jeg ikke nyde noget af”.«
Også SF har en ung kandidat med på holdet, der stiller op til kommunalvalget, nemlig 21-årige Matilde Bjerregaard fra Herskind. Din Avis Skanderborg ville også gerne have talt med hende, men hun havde på grund af tidspres ikke mulighed for at stille op til interview.
Yngste spidskandidat
En anden førstegangsopstiller er 25-årige Frank Rune Kristensen Nielsen fra Dansk Folkeparti. Det er mere end sjældent, at man som ny kandidat ender som sit partis spidskandidat, men sådan er virkeligheden for Frank. Han er tilmed den yngste spidskandidat i Skanderborg Kommune.
Selvom Frank ikke har byrådserfaring, har han politisk baggrund fra Dansk Folkepartis Ungdom, hvor han meldte sig ind som 15-årig.
»Jeg kender gamet bagved, men det er nyt at stille sig frem i rampelyset,« fortæller han.
Dansk Folkeparti har i øjeblikket ingen repræsentation i Skanderborg Byråd efter interne stridigheder. At puste nyt liv i partiet er derfor en stor opgave for den unge spidskandidat.
Trods det understreger Frank, at han »ikke føler sig bagud på point« og samtidig har et »godt bagland bag sig.«
En af hans mærkesager er gratis offentlig transport til ældre borgere i kommunen. Han mener, kommunens penge bliver brugt på mange dumme projekter, og peger blandt andet på Adelgade-projektet som et eksempel herpå.
Gennem nåleøjet
Med nød og næppe blev den dengang 21-årige Sebastian Støckler valgt ind i Skanderborg Byråd for Venstre ved kommunalvalget i 2021. Det krævede en fintælling, før han kom igennem nåleøjet.
Bare klø på, og lyt mere end du snakker. Folk har rigtig meget på hjerte. Man kommer ikke sovende til det.Sebastian Støckler, 25 år, Venstre
»På valgnatten stod jeg ikke til at komme ind. Jeg fik en opringning dagen efter fra en Venstre-politiker, der sagde: ”Tillykke Sebastian, nu er du byrådsmedlem,”,« husker han.
Nu, som 25-årig, står han midt i sin anden valgkamp - denne gang med fire års erfaring i kommunalpolitik og kun to stemmer fra at blive Venstres borgmesterkandidat i Skanderborg Kommune.
»Jeg synes, mine politiske kollegaer lytter til mig. Men det er også, fordi jeg har noget at byde på. Jeg tager det seriøst,« understreger han.
Vejen til en plads i byrådssalen er sjældent lige ud ad landevejen, men Sebastian har alligevel et bud på, hvordan man som ung gør sig gældende i det politiske liv:
»Bare klø på, og lyt mere end du snakker. Folk har rigtig meget på hjerte,« konstaterer han og tilføjer: »Man kommer ikke sovende til det.«