Fortsæt til indhold

Gigantisk løfte til bekymrede forældre: Christiansborgpolitiker vil sikre ekstra 222 mio. kr. til skoler og daginstitutioner

Radikale Venstre lancerer fredag morgen en ambitiøs plan for børneløft i landets kommuner. For Skanderborg vil det - hvis planen bliver til virkelighed - betyde ekstra 222. mio. kr. til børn og unge.

Politik
bo

Diskussionen om de udsultede skolebudgetter, som onsdag var temaet for valgmødet på Skanderborg Gymnasium arrangeret af forældrene i en række skolebestyrelser i Skanderborg Kommune, er nået helt til Christiansborg.

Mens bølgerne gik højt under diskussionerne, hvor alle otte politikere – Sebastian Støckler (V), Christian Wibe-Marker (C), Henning Baverslund Jokumsen(Æ), Charlotte Vindeløv (F), Anne Heeager (B), borgmester Frands Fischer (A), Malene Ringberg (M) og Linda Linda Andrea (I) – var enige om, at smertegrænsen for skolebudgetterne er nået, var der langt fra fælles front i forhold til, hvordan det sikres, at skolerne får det tiltrængte løft.

Det løft er Martin Lidegaard nu kommet med et bud på. Her til morgen har han offentliggjort Radikale Venstres ambitiøse plan for kommunale børneløft.

Bliver forslaget til virkelighed, vil det alene for Skanderborg betyde ekstra 222 mio. kr. til kommunens børn og unge.

Den ene historie efter den anden har dokumenteret, at vi ikke kan nøjes med lidt penge hist og her – området skal løftes som et samlet hele
Martin Lidegaard (B)

Udspillet peger på massive investeringer i skoler og daginstitutioner og vil blandt andet sikre gratis skolemad til alle børn, flere lærere i klasselokalerne og flere uddannede pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

»Jeg ved, at man i alle kommuner kæmper en brav kamp for at styrke skoler, børnehaver og vuggestuer, og her er Skanderborg Kommune ingen undtagelse. Men man kan nu engang kun spille de kort, man har på hånden, og her bærer vi Christiansborg-politikere en stor del af ansvaret. Vi har lavet for mange regler og afsat for få penge til det vigtigste: Voksnes tid og nærvær med børn,« siger Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.

»I alt for lang tid er børne- og ungeområdet blevet behandlet med lappeløsninger. Hvis man investerer et sted, så sparer man typisk et andet. Det er på tide, at vi tager vores børns trivsel og læring alvorligt. De er vores fælles fremtid. Den ene historie efter den anden har dokumenteret, at vi ikke kan nøjes med lidt penge hist og her – området skal løftes som et samlet hele,« tilføjer han.

For børnene i Skanderborg vil Radikale Venstres kommunale børneløfte blandt andet kunne finansiere gratis skolemad til alle børn, to lærerordninger i klasselokalerne halvdelen af tiden, ordentlig forberedelsestid til lærerne, flere uddannede pædagoger i vuggestuer og børnehaver og små børnegrupper – hele dagen, fritidshjem til alle børn i hele landet til og med 6. klasse, lejrskoler, oplevelser, kunst og teater til alle børn hvert år samt investeringer i lærer- og pædagoguddannelserne.

Skanderborg Kommune er en af mest børnerige kommuner i landet, og jeg drømmer om, at vi også bliver en af de kommuner, der prioriterer børnene højest. Der er vi ikke i dag – særligt ikke på skoledelen
Anne Heeager (B)
Godt 100 mødte op til valgmødet, der havde skoleområdet som omdrejningspunkt. Foto: Katrine F. Pedersen

Udspillet bliver meget positivt modtaget af Anne Heeager, der er Radikale Venstres spidskandidat i Skanderborg og landsforperson for partiet.

»Skanderborg Kommune er en af mest børnerige kommuner i landet, og jeg drømmer om, at vi også bliver en af de kommuner, der prioriterer børnene højest. Der er vi ikke i dag – særligt ikke på skoledelen – og derfor er jeg også taknemmelig for, at vi ikke kun kæmper lokalt for bedre vilkår, men har stærke partifæller, der også kæmper den kamp på Christiansborg. Sammen vil vi kunne flytte bjerge på det her område,« siger hun.

På nationalt plan vil Radikale Venstres børneløfte alt i alt omfatte investeringer for 15 mia. kr., som er finansieret ved partiets 2030-plan.