Valgmøde holdt et minuts stilhed
Et valgmøde i Ebeltoft tog utraditionelle værktøjer i brug for at lave en god debat
Onsdag aften var der valgmøde på foreningen Grobunds fabrik ved Ebeltoft.
Foreningen, der arbejder på at skabe grønne fællesskaber, virksomheder og en helt ny såkaldt off-grid landsby, havde inviteret til grøn debat.
Alle partier havde forberedt svar på tre spørgsmål, som de hver især fik præcis halvandet minut til at præsentere for de omkring 200 fremmødte.
Derefter var det tid til, at borgere og politikere kunne mødes til rundbordssnak i grupper, men først skulle der ske noget helt andet.
Fra scenen præsenterede aftenens vært Kristian Ravn-Ellestad nemlig et punkt på dagsordenen, som sjældent ses ved lige præcis valgdebatter, nemlig stilhed.
Inden vi går i gang, så holder vi et minuts stilhed, så vi lige kan reflektere over det, der er blevet sagt, blive helt skarpe på vores spørgsmål, og så vi lige kan mærke os selv, vores mavefornemmelse og vores fødder på jorden.
Og dermed opstod det noget særprægede syn: 200 mennesker stod helt stille i en fabrikshal lidt uden for Ebeltoft i et minut, indtil gong-gongen igen lød.
Biodiversitet
Hvis du er interesseret, kan du herunder læse korte uddrag fra det, partierne svarede på det første spørgsmål:
Hvad vil du konkret gøre for, at biodiversiteten er markant forbedret om fire år?
Ingrid Boldsen, SF:
»Der skal være mere plads til projekter som Grobund.«
Bjarke Jensen, Radikale Venstre:
»Vi skal lave flere og mindre markenheder, for forskning viser, at det øger diversiteten. Hvis naturen får plads, skal den nok finde vej.«
Jesper Yde Knudsen, Enhedslisten:
»Vi skal sige stop for store sommerhusbyggerier, og så skal vi udfolde den grønne trepart endnu mere.«
Maja Svitzer Bendtsen, Liberal Alliance:
»Vi læner os op ad alle de gode ting i den grønne trepart.«
Tony Coucheron, Danmarksdemokraterne:
»Vi skal søge samarbejder, men først og fremmest skal vi selv gå forrest.«
Kim Withen, Konservative:
»Vi skal være varsomme med udstykninger, og så skal vi skabe grønne korridorer.«
Camilla Engholm, Venstre:
»Jeg synes personligt, det lyder spændende med en oversvømmelse af Kolindsund, og så skal vi omlægge rabatter og gøre private haver vildere.«
Karen Bønløkke Davis, Alternativet:
»Vi skal lave flere fredninger, se på, hvad der er på kommunale jorder, have mere skovlandbrug, mere lokal grøntsagsproduktion og endnu flere steder som Grobund.«
Camilla Rønde, Socialdemokratiet:
»Vi skal lade os inspirere af noget, der hedder Biodiversity, som er et tiltag, de har indført i England for at sikre, at biodiversiteten bliver øget - også selvom der bliver bygget. Udviklere skal sikre, at biodiversiteten øges med mindst 10 procent.«