Venstre i Aarhus vil have mere frisættelse i folkeskolen
Lad os komme tilbage til den faglige vurdering frem for diktater fra kommunen, lyder det.
Skolerne skal have lov at bestemme mere selv, også om der skal være to-lærerordning i de små klasser. Sådan lyder det torsdag fra Venstre.
Som en del af partiets dagsorden om frisættelse, slår de nu ned på den aarhusianske folkeskole.
»Når vi snakker med skolerne og daginstitutionerne så oplever de, at der bliver mere detailstyring, flere udmeldinger og flere programmer, de skal forholde sig til,« siger Christian Budde, der er politisk leder og borgmesterkandidat for Venstre til TV2 Østjylland torsdag formiddag.
Christian Budde henviser til, at man i en årrække har forsøgt sig med frisættelse på ældreområdet. Det har nu vist sig at virke i sådan en grad, at der på onsdagens byrådsmøde blev givet tilsagn fra byrådet om at udvide ordningen med frisættelse på kommunens plejehjem.
»Det frigiver både arbejdsglæde hos vores medarbejdere, men det frigiver også tid til borgerne. Og det er den formular, vi gerne vil have ind på børne- og ungeområdet nu,« siger Christian Budde.
Der var ellers generelt stor opbakning blandt partierne på rådhuset, da Thomas Medom (SF) og Anders Winnerskjold (S) fredag i sidste uge gik ud med et valgløfte om, at de vil give et kæmpeløft til den aarhusianske folkeskole, hvis de får muligheden for det efter det kommende kommunalvalg.
En samlet pakke på et udefineret trecifret millionbeløb, der blandt andet skal sikre, at der er to faguddannede voksne i alle indskolingsklasser fra 0. til og med 3. klasse.
»Vi vil skabe mere ro, mere stabilitet og bedre rammer for aarhusianske børn,« skrev Thomas Medom på facebook.
Men den slags skal altså ikke tvinges ud alle steder inde fra byrådssalen ifølge Venstre.
»Så skal man pludselig indføre skolemad alle steder, så skal man pludselig have to fagprofessionelle alle steder. Det er det regime, vi prøver at udfordre og sige, at der er brug for en kulturforandring.«
Christian Budde understreger dog, at Venstre gerne vil være med til at give skolerne et løft.
»Vi vil i virkeligheden bare gerne give skolerne en pose penge, og så er det den enkelte skole, der skal være med til at bestemme. Er det så to voksne, der giver mening hos dem? Det skal de selv vurdere,« siger Christian Budde.
Op til valget har vi på TV2 Østjylland i samarbejde med Aarhus Stiftstidende dækket massive udfordringer med blandt andet uro og vold i den aarhusianske folkeskole.
Her efterspørger netop lærerne, at der kommer to voksne i klasserne.
Hvorfor ikke bare give dem det?
»Jeg tror også, at det kan være svaret rigtig mange steder. Og så vil der nok også være nogen, der siger, at det har de ikke brug for. Og så er det jo tosset at bruge ressourcer på det.«
Men er den her frisættelse så total? Skal pengene slet ikke øremærkes?
»Det, vi har lært på ældreområdet, er, at man har haft nogle temaer, som man kunne øve sig indenfor. Det kunne være indenfor dokumentation, eller det kunne være et styrket samarbejde med lokalsamfundet.«
Derudover nævner Christian Budde, at der selvfølgelig er noget national lovgivning, der skal overholdes. Men ordrerne inde fra kommunen, vil han gerne tage afsked med.
»Lad os nu komme tilbage til den faglige vurdering, fremfor at det bare er et diktat fra kommunen,« afslutter Christian Budde.