Ungt byrådsmedlem sendt ud i mørket lige efter interviewet: »Vidste vi ville få tæsk«
Han var i forvejen en slagen mand da avisen snakkede med ham. Kort efter blev ondt værre for Venstres Sebastian Støckler.
Det bliver et byråd uden Sebastian Støckler, der 1. januar møder ind.
Den unge Venstre-profil opnåede ikke genvalg til tirsdagens kommunalvalg. Noget, der tilsyneladende overraskede ham selv. Det vidner det interview, avisen lavede med ham lige inden realiteterne stod klart.
Her var det nemlig allerede tydeligt, at Venstre stod til markant tilbagegang i Skanderborg Kommune. Partiet går således fra syv til fem mandater.
»Vi vidste jo godt, vi ville få tæsk - nu må vi vente og se de personlige stemmetal an. Alle er i spil,« sagde Sebastian Støckler.
Ved forrige kommunalvalg var Sebastian Støckler faktisk heller ikke valgt ind på valgnatten. Men dagen efter, da fintællingen var gennemført, blev han alligevel en del af byrådet.
Forklaringen på det svage resultat skal ifølge Sebastian Støckler findes dels i lokale anliggende, dels i landspolitikken.
Sidstnævnte har utvivlsomt en betydning - det gamle borgerlige parti har det generelt svært, så det er ingen overraskelse, at dette smitter af på lokalvalget.
Når han foreholdes, hvad man i Skanderborg selv kunne have gjort anderledes, peger Sebastian Støckler dog også på flere ting.
»Vi har været under halvt så mange kandidater i år i forhold til sidste gang. Og så har vi måske været for sent ude. Vi har også manglet én tydeligt borgmesterkandidat, og det er jo ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have været valgt som borgmesterkandidat frem for Jens Szabo. Men sådan er medlemsdemokratiet nu engang,« siger Sebastian Støckler, der videre peger på, at man i Venstre skulle have stået mere sammen i løbet af indeværende byrådsperiode.
Under interviewet er Sebastian Støcklers blik fastfrosset på storskærmen, hvor han afventer de personlige stemmetal.
»Jeg vil lige vide, om jeg er købt eller solgt, inden jeg går hjem i seng,« siger han.
Kort efter interviewet stod det dog klart, at Sebastian Støckler trods 521 personlige stemmer ikke havde stemmer nopk til en plads i byrådet. Det blev til en faderlig krammer af partikammeraten Jens Szabo.
Avisen forsøgte at få et interview med Venstres spidskandidat Jens Szabo, men han ville ikke tale med avisen