Stormer ind i byrådet med tredjeflest stemmer: »Jeg er en handlingens mand – det bliver jeg belønnet for«
Selvom han er helt ny i politik, fik Allan Bo Andresen et fremragende valg. »Jeg vil gerne ind og speede tingene lidt op,« siger Venstre-politikeren.
Nok er han et velkendt navn i Hammel og omegn: Som event- og foreningschef i Hammel Gymnastikforening. Som formand for Hammel Hestemarked. Som bror til Chris Anker Sørensen. Men rent politisk er han et ubeskrevet blad.
Ikke desto mindre strøg han direkte ind i byrådet for Venstre ved kommunalvalget. Og det endda med tredjeflest stemmer. Helt præcist 1.033 styk. Langt de fleste fra hjembyen Hammel, hvor 774 satte krydset ud for hans navn.
Men var han så tilfreds med tredjepladsen?
»Nu er jeg jo sportsmand, så jeg går selvfølgelig efter sejren,« sagde en glad Allan Bo Andresen i en sen nattetime, efter resultatet af de personlige stemmer var afsløret.
Det var naturligvis sagt med et glimt i øjet.
»Andre fortæller mig, at jeg vist skal være godt tilfreds med mit valg, når det er første gang,« fortsatte Allan Bo Andresen.
Tror du, det mest er dit navn eller dine holdninger, som du er blevet valgt ind på?
»Jeg tror, at folk har stemt på mig, fordi de ved, at jeg er en handlingens mand. Det bliver jeg belønnet for. Folk ved, at jeg lægger handling bag ordene og kæmper, til det er gjort,« siger den nyvalgte Venstre-politiker – han fortsætter:
»Jeg kan også stå på mål for alt, hvad jeg har meldt ud. Jeg har ikke lovet noget, som jeg ikke kan holde. Jeg er mere spændt på, om nogle af de andre kandidater holder fast i alt det, de har lovet under valgkampen – om der er handling bag ordene.«
Tålmodighed på prøve
Alt i mens Allan Bo Andresen glæder sig over sit eget gode resultat, hvor han faktisk fik 329 flere stemmer end Venstres borgmesterkandidat, Thomas Storm, så ærgrer han sig også over, at Venstre er gået et mandat tilbage.
»Jeg havde da håbet på, at jeg kunne få en eller to kandidater mere fra Venstre med ind, men når man ser på resultaterne i hele landet, så er det vist okay,« siger han.
Nu glæder han sig bare til at komme i gang:
»Jeg er spændt på, om min tålmodighed bliver sat på prøve. Jeg vil jo gerne ind og speede tingene lidt op, men det bliver nok mig, som skal speede lidt ned.«
»Jeg er ny dreng i klassen – jeg skal ind og lære. Og så er jeg spændt på, om jeg kan rykke noget. Jeg kan mærke på de andre helt nye kandidater, at vi kommer med sådan en ny energi og gejst. Det, håber jeg, kan smitte lidt af. Det er fint at få rystet posen lidt.«
Han kalder det »oplagt,« hvis han ender med at sidde i Kultur- og Fritidsudvalget
»Jeg vil mene, at jeg er en af dem i landet, som ved mest om netop det. Men jeg kunne også godt se mig selv i eksempelvis Økonomiudvalget eller i Teknik- og Miljøudvalget.«
Det er dog i skrivende stund ikke afgjort.
Du er i forvejen meget investeret i dit job i Hammel Gymnastikforening, hvordan vil du finde tiden til byrådsarbejde?
»Ja, jeg har lagt ekstremt mange timer i idrætscentret, så fremover vil jeg komme ned tættere på en normal arbejdstid – og så byrådsarbejde oveni,« siger han og fortsætter:
»Men nu er jeg jo også sådan en type, som ikke gider sidde glo tv – jeg vil meget hellere være i gang med noget. Hvis jeg var født i dag, ville jeg nok have fået klistret nogle bogstaver på mig.«