Har kostet 20 millioner kroner: Folk stod nærmest i kø, da hallen åbnede
Der er stor interesse for at spille i den nye padelhal i Hammel. Udfordringen bliver at få hallen fyldt op i dagtimerne.
Det er nu muligt at spille padel indendørs i Hammel. Den nye padelhal ved idrætscentret er åbnet, og der er allerede godt gang i de fire baner, fortæller Allan Bo Andresen, event- og foreningschef i Hammel Gymnastik Forening.
»Hov, der hørte jeg lige en dejlig lyd af et boldrør under tryk, der bliver åbnet,« indskyder foreningschefen under samtalen med avisen.
Der har lige været været afviklet Hammel Hestemarked på stedet, og en time efter hestemarkedet lukkede, søndag kl. 18, var det for første gang muligt at benytte hallen til at spille padel.
»Det var forrygende. Folk stod nærmest i kø for at komme ind og spille, og banerne er fuldt booket i primetime fra kl. 17-22. Vi har lavet et slagtilbud for at markere, at hallen er åbnet, og der er rift om banerne. Jeg spillede selv i går (tirsdag aften), og der var gang i alle banerne. Det er skønt,« fortæller Allan Bo Andresen, der i øvrigt også er formand for Hammel Hestemarked.
»Det er især Hammel-borgere, der kommer og spiller, men der kommer også folk udefra. Der er en kæmpe interesse i oplandet, og vi får mange spørgsmål fra folk, der er interesserede i at spille. Aldersmæssigt er det en meget blandet landhandel lige fra helt unge til ældre herrer og damer, der kommer og spiller.«
Åbningen af padelhallen blev en smule forsinket, fordi man ventede på at få det rigtige glas til banerne. Det drejer sig om dobbeltglas med laminat imellem, som ifølge Allan Bo Andresen giver bolden et godt bounce.
»Vi får megen ros for centret. Folk er glade for, at der er god plads mellem banerne, og man er glade for Chris Anker Lounge, som er blevet virkelig lækker med lækre møbler. Folk er meget positive, og det er dejligt,« fortæller Allan Bo Andresen, som er bror til den afdøde cykelrytter, loungen er opkaldt efter.
Sammen med fitness
Padelhallen er etableret af Hammel Idrætscenter og drives af Hammel GF, som har indrettet et stort fitnesscenter i hallen.
»Padel og fitness er to forskellige ting, men jeg tror, det bliver helt fantastisk. Loungeområdet er fælles, og jeg kan se, at rigtig mange går ind og kigger padel, efter de har været til fitness,« fortæller foreningschefen.
I modsætning til langt de fleste andre padelhaller, der bliver drevet af private, skal man ikke bruge en kode for at komme ind i hallen. Alle kan komme ind udefra og slå sig ned i loungen og få en kop kaffe, sodavand eller energidrik.
»Det er sådan, vi gerne vil have det, og i går var der sindssygt mange nede at kigge uden at spille. Vi er en forening, og det skal være socialt og hyggeligt.«
Når det aktuelle slagtilbud udløber, gælder det om at få folk til at blive ved med at komme og spille padel i den nye hal i Hammel. Hallen har koster i nærheden af 20 mio. kr. at bygge, så der skal bookes rigtig mange timer for at få investeringen hentet hjem.
»Vi er rimeligt fortrøstningsfulde, men skal kæmpe for at få hallen fyldt i dagtimerne. Det kæmper alle padelcentre med, og der skal gøres en indsats. Det kan for eksempel være padel for seniorer og turneringer for folk, der kan flekse på arbejde. I modsætning til for eksempel fitness, hvor man kan træne alene, er udfordringen ved padel, at man skal være fire, der kan spille på samme tid.«
Alle kan booke en bane i den nye hal igennem idrætsforeningens hjemmeside.
Chris Anker hyldes
Åbningen af Hammels nye fitness- og padelcenter bliver markeret officielt med en reception lørdag 20. september fra kl. 13.00. Borgmesteren kommer og klipper snoren til det nye center, mens cykelkommentatorerne Dennis Ritter, Lars Bak og Rasmus Staghøj står for indvielsen af Chris Anker Lounge.
Hele centret er åbent, og der bydes på en lille forfriskning. Alle er velkommen, og det er helt gratis.
Kl. 16.00 støder den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen til for sammen med Dennis Ritter at lave en specialudgave af Rolf & Ritter på Tour, hvor de hylder Chris Anker Sørensen. Det bliver en eftermiddag, hvor den folkekære cykelrytter bliver mindet med røverhistorier og mange af hans muntre citater. Hyldesten af ’oksen fra Hammel’, som Chris Anker kærligt blev kaldt, varer to timer, og man skal betale entré til denne særlige udgave af Rolf & Ritter på Tour.