Fortsæt til indhold

21-årige Nina er den næstyngste kvinde, der er valgt ind i Randers Byråd

Medhjælper og bartender kommer i byrådet: Nina Broman Mølbæk fra SF vækker opsigt

Politik

Nina Broman Mølbæk fra SF er nu den næstyngste kvinde, der er kommet ind i Randers Byråd.

»Det er lidt vildt. Det havde jeg ikke regnet med,« siger den 21-årige politiker, der arbejder som SFO-medhjælper og bartender, imens hun har sabbatår og er formand for SFU Randers.

Da den første prognose kom frem på valgnatten og viste fremgang med fem mandater, kunne man tydeligt se hendes overraskede ansigt og hendes hænder, der hurtigt røg op for at skjule ansigtet. Efterfølgende kunne man se tårer trille ned ad kinderne.

Det fortsatte, da hun blev præsenteret for de personlige stemmetal, hvor Rosa Lykke Yde fik 4247 stemmer, mens Nina Broman Mølbæk fik tredjeflest SF-stemmer, 409. Her fik krammet hele gruppen af SF’ere, mens mor Charlotte, der er folketingsmedlem for SF, også endte med at have tårerne trillende ned ad kinderne.

»Det kom helt bag på mig. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg tog hjemmefra,« sagde den 21-årige til Din Avis.

»Ej, det er vildt det her.«

Hun tilføjer:

»Jeg kan se, at vi blandt andet har fremgang ude i landdistrikterne, de steder hvor jeg har deltaget i valgmøder, og i Paderup, hvor jeg gik på gymnasiet, og på Nørrevangsskolen, hvor jeg arbejder. Det er en fælles indsats, men jeg håber også, det er et udtryk for, at vælgerne har hørt, hvad jeg har af tanker for Randers.«