Bliver rådmand trods lunkent valg: Overhaler kvinderne
Socialdemokratiet har valgt Jesper Kjeldsen som kulturrådmand.
Jesper Kjeldsen bliver Aarhus’ nye kulturrådmand.
Det står klart, efter at Socialdemokratiets nye byrådsgruppe onsdag aften har fordelt en række poster imellem sig.
Den loyale partisoldat, der hidtil har været Socialdemokratiets politiske ordfører, tager dermed et markant hop op i det interne hierarki, selvom han fik et lunkent personligt valg.
For selvom personlige stemmetal langtfra er det eneste afgørende, når der skal fordeles poster, så betyder det noget, og Jesper Kjeldsen fik blot femteflest stemmer af alle socialdemokraterne. 1.909 i alt.
Foruden borgmesteren blev han overgået af debutanterne Anna Thusgård (3.327), Kristian Sommer (2.255) og Mathilde Dueholm (1.970).
»Jeg glæder mig til at byde Jesper Kjeldsen velkommen som rådmand for kultur- og borgerservice. Kultur, idræt og foreningsliv spiller en afgørende rolle for alle aarhusianere, og derfor er det et vigtigt politikområde for os,« siger borgmester Anders Winnerskjold i en pressemeddelelse.
Socialdemokratiet har tidligere været kritiseret for at fravælge oplagte kvinder til topposterne i Aarhus. Da Anders Winnerskjold overtog borgmesterposten fra Jacob Bundsgaard, skete det endeligt, at kommunens største parti fik en kvindelig rådmand i Anette Poulsen, der overtog Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Men nu er partiet, der har en helt lige kønsfordeling blandt de ti valgte kandidater, igen tilbage ved to mænd som fuldtidspolitikere.
Til Århus Stiftstidende fastslår partiets formand Peter Nørskov dog, at hverken køn eller stemmetal har været afgørende.
»Jesper har i den forløbne periode været politisk ordfører, hvor han har stået på øretæverne holdeplads. Og det honorerer vi ham også for med rådmandsposten, fordi han har gjort det rigtig godt,« siger han til mediet.
Jesper Kjeldsen har tidligere siddet i kulturudvalget, og den 40-årige vestjyde har også en ganske farverig fortid som kaospilot, DJ på Grønland, ungdomspopstjerne i teenagegruppen Zynergy og iværksætter som sælger postevand på karton.
Socialdemokraterne har desuden valg Anna Thusgård som politisk ordfører, og Matilde Dueholm bliver partiets gruppeformand.
Resten af posterne til udvalg og bestyrelser fordeles senere, oplyser partiet.