Fortsæt til indhold

Tidligere borgmester reagerer på kanonvalg: »Dejligt man stadig nyder anerkendelse«

Nils Borring vil kæmpe for at bevare sundhedstilbud tæt på borgerne.

Politik

Som borgmester i Favrskov Kommune i tre valgperioder fra 2010 til 2021 havde 66-årige Nils Borring et ret godt fundament at stå på i forhold til at blive valgt ind i regionsrådet i Region Midtjylland.

Borring har efter 12 år som borgmester og 28 år i byrådet ønsket at bringe sin store politiske erfaring i spil i regionen. Det tog vælgerne godt imod og belønnede ham med næsten 5.000 personlige stemmer, hvilket var rigeligt til at blive valgt. Alene i Favrskov Kommune fik den tidligere borgmester 4.000 stemmer, hvilket i sig selv havde været nok til en af de 31 pladser i rådet.

»Det er et overvældende stort antal stemmer, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg ved godt, jeg er et kendt ansigt, men det er alligevel fire år siden, jeg var borgmester. Det er dejligt, man stadig nyder anerkendelse, og flere sagde på valgstedet i Hammel til mig, at det nok skulle gå, men man ved aldrig,« siger det nyvalgte socialdemokratiske regionsrådsmedlem, som var valgtilforordnet i Hammel Idrætscenter, der er det største valgsted i Favrskov Kommune.

Det krævede da også næsten 4.000 personlige stemmer at blive valgt ind i regionsrådet for Socialdemokratiet, så uden den meget stærke opbakning i hjemkommunen havde den tidligere borgmester ikke været i nærheden af at blive valgt ind.

»Det er ikke nogen let opgave. Man skal jo næsten være kendt, inden man stiller op.«

Nils Borring ærgrer sig naturligt nok over, netop som han lige er kommet ind i regionsrådet, at Socialdemokratiet for første gang i 55 år har mistet den politiske magt i Region Midtjylland og tidligere Århus Amt, der blev oprettet i 1970. Efter otte år som regionsformand må Anders Kühnau til nytår overlade posten til Venstres Anders G. Christensen.

»Den der står med ansvaret får sjældent æren, men altid skylden. Anders Kühnau har været ansigtet udadtil, så han får skylden, hvis noget er gået galt. Sådan er det også i kommunen. Her er det altid borgmesteren, der får skylden, hvis noget går galt. Jeg synes ikke, det dårlige valg er retfærdigt,« siger Nils Borring.

Nils Borring håber at komme med i arbejdet i de nye sundhedsråd, som bliver oprettet i forbindelse med sundhedsreformen. Der bliver oprettet fem sundhedsråd omkring sygehusene i Region Midtjylland. Favrskov er tilknyttet Regionshospitalet Randers, der fremover i høj grad bliver styret af Sundhedsråd Kronjylland.

»Det var en af mine begrundelser for at stille. Jeg gik til valg på nærhed i sundhed og for at bevare mange sundhedstilbud i kommunerne tæt på borgerne. Det bliver en vild spændende opgave, jeg håber at blive en del af.«

Nils Borring har i øvrigt allerede pillet sine blot 100 valgplakater ned. Det gjorde han sammen med en anden tidligere lokal byrådspolitiker, 72-årige Niels Flade Nielsen.

»Det var de gamle DSU’ere, der rykkede ud. Vi har vores eget hold og kender hinandens måde at håndtere arbejdet på, så vi var allerede færdige ved middagstid dagen efter valget,« fortæller Nils Borring med et grin.