Det er ikke kun byrådets skyld, at visse personer i Randers tænker, »som vi plejer«
Udskiftningen af byrødder kan give Randers en frisk start uden gammelt nag.
Så er valget overstået, og vi skal til at finde ud af, hvordan Randers bliver ledet af politikerne i løbet af de næste fire år.
For dig som borger får det i første omgang ingen konsekvenser. De ældre bliver passet på plejehjemmene, de mange på overførselsindkomst får deres hjælp, alle børnene skal fortsat starte i skole efter nytår. Der mangler ny asfalt på de samme veje som hidtil, og vi har stadig et kæmpelån efter Nordic Waste-skandalen at betale tilbage på.
Der er ingen tvivl om, at der venter en helt ny måde for den nye borgmester at lede det nye byråd på.
Der er lagt op til samarbejde på tværs af partierne, og forhåbentlig får hver udvalgsformand og medlemmerne i udvalget mere ansvar for sit område, hvilket vil betyde, at man i højere grad vil kunne høre dem i den politiske debat uden for byrådssalen. Jeg har savnet, at politikerne tog mere synligt ansvar for deres beslutninger og er spændt på, om det nu vil ske.
Alle de partier, der før ikke følte sig hørt, er nu med inde i varmen, mens de tre gamle partier, Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, skal vænne sig til at sidde uden den magt, de har betragtet som en selvfølge i en del år. Det kan også blive befriende, når det sædvanlige politiske bagland pludselig ikke får de sædvanlige pamper-ben, som man plejer. Måske kan det rykke mere frisk i alle de bestyrelser og på de tillidsposter, som nye navne nu skal sidde i, alene fordi de er udpeget af byrådet. Det er jo ikke kun byrådets skyld, at visse personer i Randers tænker, »som vi plejer«.
Hvordan politikere, der ofte har skreget sig hæse uden for hegnet, vil opføre sig, når de får magt og ansvar, det venter jeg spændt på at finde ud af, hvordan det vil foregå.
Samtidig er jeg også spændt på at opdage, hvordan så forskellige holdninger til vores velfærd, integration og økonomi skal føre til en fælles stemme i byrådet. Vi har jo Enhedslisten og Velfærdslisten på den ene fløj og Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti på den anden fløj, og Østbroen et sted inde i midtersumpen. Og det skal en borgmester fra Socialistisk Folkeparti binde sammen.
Jeg fornemmer, at en del borgere i Randers virkelig gerne vil give byrådet en ny, frisk start. Der er træthed over, at politik i Randers åbenbart oftest handler om skandaler og bagstræberisk knivstikkeri. Ofte på grund af gammelt nag.
Det gamle nag er der stadig. Men når der er skiftet 15 ud af 31 byrødder ud, så er sandsynligheden større for, at et nyt byråd »ikke har noget på hinanden«. Der er stadig en del af de genvalgte politikere tilbage, der slæber rundt på gammelt nag. Mit håb er, at de nye vil sætte dem på plads.
Mit håb er også, at Rosa Lykke Yde vil fortsætte sin linje fra valgkampen, der var sober, og hvor der blev holdt fokus på bolden, ikke politikeren.
Min frygt er, at enkelte navngivne politikere, både nyvalgte og genvalgte, igen vil gøre Randers kendt som kommunen med politiske stikkerier.
Jeg håber, du konstant vil minde politikerne om, at de skal holde sig til hovedformålet, at drive byrådspolitik til gavn for borgerne i Randers Kommune.