Fortsæt til indhold

»Champagnepropperne er ikke sprunget, men vi drikker bestemt heller ikke gravøl«

Det Konservative Folkeparti mister et mandat, men personlige stemmetal giver håb for partiet, der nu vil søge så meget indflydelse som muligt.

Politik

»Det gik ikke så galt, som det blev spået,« lyder det fra Konservatives Christian Wibe-Marker, der kan se tilbage på en valgnat med sporadiske smil, men også uden den tilbagegang, partiet ellers stod til ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for blandt andre Constructive Institute.

Det Konservative Folkeparti fik 10,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på 1,8 procentpoint, og må sige farvel til et mandat i byrådet. I den indeværende byrådsperiode har partiet været tredje største parti, men den status er nu landet hos SF.

Vi må med de tre mandater og de flotte stemmetal søge den indflydelse, vi kan få, og sætte konservative aftryk på så meget som muligt
Christian Wibe-Marker (K)

Til gengæld kan Christian Wibe-Marker glæde sig over et personligt flot valg med hele 1.083 stemmer. Det samme kan Torben Wallner, der fik 930 stemmer. Faktisk er Det Konservative Folkeparti det eneste parti, der har to kandidater med på top-5 listen over de mest populære kandidater med flest stemmer.

»Vi kører fuld fremad. Vi er faldet med 359 stemmer, og mange af dem er de stemmer, der gik til Thomas Cordtz i 2021. Dem har det været svært at trække denne gang. For mig personligt er valget gået supergodt, især da det er første gang, jeg er opstillet som spidskandidat,« forklarer han.

»Så champagnepropperne er ikke sprunget, men vi drikker bestemt heller ikke gravøl. Vi skal nok bevise, at vi fortsat er et stærkt parti. Jeg er fortrøstningsfuld og absolut tilfreds. Med 17 mandater bag borgmesteren er magtbalancen i byrådet rykket, ja, men vi må med de tre mandater og de flotte stemmetal søge den indflydelse, vi kan få, og sætte konservative aftryk på så meget som muligt,« understreger Christian Wibe-Marker, der håber igen at få posten som næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget.

»Vi vil gerne være så bredt repræsenteret som muligt, og er ikke afvisende over for at sidde i flere udvalg. Den nye onsdagsmodel, hvor alle møder er samlet på en ugedag gør det dog svært. Vi går efter så indflydelsesrige poster som muligt.«