Fortsæt til indhold

»S og SF skal holdes op på aftalen om de 20 mio. kr. ekstra til skolerne«

Radikale Venstre fik at forrygende kommunalvalg og sikrede sig tre pladser i byrådet. Anne Heeager ser frem til konstitueringsaftalen og samarbejdet med S og SF om at løfte skolerne.

Politik

»Jeg er simpelthen så rørt og taknemmelig,« lyder det fra en lykkelig Anne Heeager oven på Radikale Venstres fremgang ved kommunalvalget. Også personligt var valget en sejr for Anne Heeager, der opnåede hele 1.592 personlige stemmer.

Partiet fik 11 pct. af stemmerne og gik frem med 3,5 procentpoint i forhold til valget i 2021. Det resulterede i tre mandater, hvilket er ét mandat mere end ved valget for fire år siden.

Undervejs i indeværende byrådsperiode fik partiet et ekstra mandat, da Ole Drøgemüller forlod Socialdemokratiet og efter en tid som løsgænger sluttede sig til Radikale Venstre.

»Jeg er først og fremmest helt vildt glad for, at vores parti har klaret sig så flot. De 11 pct. er bredt fordelt i hele kommunen. Vi har vist, at vi er berettiget til de tre mandater. Og så er jeg naturligvis også utrolig glad for de mange personlige stemmer - jeg er meget bevidst om, at der følger et ansvar med,« siger hun og tilføjer, at det gode valg peger på, at mange vælgere er enige i partiets mærkesager.

»Jeg synes, vi har været meget tydelige i valgkampen om, hvad der er vigtigst for os. Vi skal have løftet skolerne, vi skal have renere søer og vi skal gøre en indsats for at nå de CO2-reduktioner, vi har sat som målsætning. Vi mener det faktisk. Vi skal have mere sol- og vindenergi. Vi er nødt til at påtage os vores del af ansvaret,« understreger Anne Heeager.

Vi går efter så stor politisk indflydelse som muligt, men med tre mandater er vi ikke berettiget til en plads i alle udvalg. Jeg forventer helt klart en udvalgsformandspost og yderligere en post.
Anne Heeager (RV)

»Jeg er glad for vores klare aftale med S og SF om netop det. Nu er det helt afgørende for os, at holde dem op på det, vi har lovet hinanden. Det er også forudsætningen for, at vi bakker op om Frands Fischer som borgmester.«

På skoleområdet har S, SF og RV givet håndslag på, at de vil finde ekstra 20 mio. kr. mere årligt til skoleområdet.

»Aftalen om de 20 mio. til skolerne er nok det, der har fyldt mest. Det er vel at mærke 20 mio. kr. mere hvert år fremadrettet. Vi har forpligtet hinanden på, at det er det, vi vil arbejde for,« forklarer hun.

Med tre mandater og en flot fremgang er der også en vis forventning om vigtige poster til partiet i konstitueringsaftalen.

»Vi går efter så stor politisk indflydelse som muligt, men med tre mandater er vi ikke berettiget til en plads i alle udvalg. Jeg forventer helt klart en udvalgsformandspost og yderligere en post. Nu må vi se. Det er et puslespil, der skal gå op,« konstaterer Anne Heeager.

»Vi skal samarbejde bredt i byrådet, men det er da værd at bemærke, at vi nu sidder med et større flertal end sidst, og det kan vise sig at få betydning, da noget af det, vi vil arbejde for, ikke er lige vigtigt for alle. Dér vil jeg mene, at vi skal turde bruge vores flertal.«