Et halvt liv er brugt på politik: Nu slutter det for Jan Petersen

Når klokken slår 24 nytårsaften og 2025 bliver til 2026, er det slut med politik for Jan Petersen. Socialdemokraten nåede i 17 år at repræsentere Djursland i Folketinget, og han fik 12 år som borgmester i spidsen for Norddjurs Kommune. Inden da var han i fire år forbundsformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, så det er en af de helt store politiske karrierer, som nu afsluttes ved årsskiftet, hvor han takker af som medlem af kommunalbestyrelsen, fordi han ikke genopstillede ved valget i november.

Så hvad skal kalenderen nu fyldes ud med i hjemmet i Sangstrup nord for Grenaa for en snart 68-årig eks-politiker, når man har brugt omkring halvdelen af sit levede liv på politik? Når man har taget sin tørn for demokratiet og stillet op til det ene og det andet valg - og oplevet både med- og modvind.

Inden Jan Petersen svarer på det, fortæller han, at det ikke var et mål for ham at gå efter borgmesterposten i Norddjurs, da han efter eget valg forlod Folketinget i 2007.

»Det første år derefter beskæftigede jeg mig ikke med politik. Det gjorde jeg først i 2009, da jeg havde takket ja til at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat. For mig handlede mit farvel til Christiansborg om, at jeg ville hjem, inden ungerne flyttede hjemmefra. I familien havde vi indrettet os sådan, at vi altid kunne klare os uden at være afhængige af lønninger som folkevalgt. Og det første år efter mit farvel til Folketinget sprang jeg ud som underviser flere steder. Og som rejsende. Blandt andet løste jeg en opgave for Folketinget i Tanzania, der handlede om opbygning af et parlamentarisk system i et nyt demokrati, hvor man hidtil havde haft en etpartiregering til at lede landet. Vi kom fra Danmark med gode råd om, hvordan man skaber et stærkt parlament og magtens tredeling. Det blev jeg tændt af, og var jeg ikke gået efter borgmesterposten, så tror jeg, at jeg i stedet havde haft et job inden for undervisning. Men jeg overvejede da også at gå efter nogle af de lidt længere udlandsophold inden for rådgivning.«

Så dit liv kunne være gået i en helt anden retning?

»Det kunne det da. Min kone Lotte stoppede jo også i folketingspolitik, og vi snakkede da flere gange om at tage ud sammen - måske til et ulandsprojekt. Jeg har altid set sådan på det, at hvis man tror, at politik skal være det eneste i ens tilværelse, så forget it. I bliver dårlige politikere, og I bliver skuffet. I hvert fald er sandsynligheden for at blive skuffet meget høj, fordi det at blive politiker indeholder også en vis grad af tilfældigheder. Du skal være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og være klar til at sige ja, når en mulighed viser sig. Jeg havde da som DSU-formand sagt nej til flere tilbud om at stille op til Folketinget, før jeg fik muligheden for at stille op lokalt på Djursland. Jeg kunne slet ikke se mig i en eller anden tilfældig kreds, som jeg ikke havde noget forhold til. Det var først, da Grenaa-kredsen blev ledig, og jeg fik opfordringer om at stille op, at jeg synes det rigtige match var der. Det skulle være på hjemmebane.«

Startede for over 50 år siden

Politisk trådte Jan Petersen de første skridt, da han sammen med Lars Møller - stadig medlem af kommunalbestyrelsen - og andre unge genoplivede en afdeling af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Grenaa i 1974.

Hvorfor gik du ind i politik i sin tid?

»Det skete som en reaktion på Glistrup, efter at han vandt det såkaldte jordskredsvalg i december 1973. Mine forældre var ikke medlem af et parti, men når vi diskuterede derhjemme, var det altid underforstået, at det gjaldt om at tage vare på de svageste i samfundet. Det var ikke de signaler, der kom ud af Glistrups mund, og det gav mig startskuddet til at gå ind i politik, da jeg var en 16-17 år gammel. Jeg gik i skole i Glesborg på det tidspunkt, men den politiske interesse blev yderligere vakt, da jeg kom på Grenaa Gymnasium. Da var Anker Jørgensen blevet lidt af et ikon for den røde del af befolkningen, som ikke var til SF, VS og det, der var værre. Med udgangspunkt i et hjerte til venstre for midten. I DSU var der plads til at være antimilitaristisk og imod krigen i Vietnam, og det gav da undervejs nogle diskussioner med min far - det kan jeg love dig for. Anker foldede paletten lidt ud, så vi kunne rummes alle sammen. Jeg blev en del af et skægt miljø i Grenaa, hvor vi lavede teater og lavede lidt oprør. Vi smed blandt andet Grenaas mangeårige borgmester Aksel H. Hansen ud af DSU, fordi han efter et kommunalvalg havde lavet en hemmelig aftale med de radikale om, at de efter et år skulle have borgmesterposten, men han fortrød og stoppede ikke som borgmester. Det gav anledning til en revytekst om, hvad der er fælles for en borgmester i Grenaa og fyrværkeriet en våd kineser - de vil ikke gå af. Vores vrede var begrundet i, at han handlede på egne vegne og ikke orienterede i partiet om det. Han fik en trist afslutning på en flot politisk karriere og døde kort tid efter, for han har jo om nogen forandret Grenaa, som blev en moderne by med almennyttige boliger og med mange nye arbejdspladser. Det må man tage hatten af for.«

Hvad skal der ske nu?

Men tilbage til udgangspunktet. Nytårsaften siger du farvel til politik. Hvad skal du så i dit liv?

»Jeg har stadig noget bestyrelsesarbejde, men jeg ved ikke, hvor meget der bliver af det i fremtiden, for det er ikke afgjort. Men et par år endnu sidder jeg i bestyrelsen for Det Grønne Museum, og det passer mig enormt godt, for jeg interesserer mig meget for historie. Om jeg fortsætter i Grenaa Sydhavn ved jeg ikke, for det er en politisk udpeget post, jeg sidder på. Og så er der en post, som jeg sætter meget højt, og som jeg er håndplukket til - som bestyrelsesformand for en efterskole på Sjælland med speciale i ordblinde. Den hedder faktisk Hjembæk - akkurat som området lige her i nærheden. Jeg har den luksus nu, at jeg kan sige nej til tilbud, og jeg kan vælge, hvad jeg vil. Det skal være noget, jeg synes er sjovt, eller noget, hvor jeg kan være med til at flytte noget. Derfor kan det også være, at jeg fortsætter i bestyrelsen i Auning Idrætshaller. Her kører det meget professionelt, og det er en spændende opgave. Jeg kan godt lide fortsat at have nogle tråde til noget i den vestlige del af Norddjurs og have en indgang den vej, selv om jeg ikke selv er fra Auning.«

Der skal også være tid til undervisning og foredrag?

»Ja, jeg skal i det nye år over og undervise i politik på Liselund Seniorhøjskole. Forstanderen der er fra Gjerrild og han bad mig om at lave et ugekursus, hvor jeg vil prøve at beskrive, hvad det er for et samfund, vi er endt med at have. Hvorfor er det gået sådan? Om vælgervandringer, skift af standpunkter og hvordan historien bølger. Aktuelt tager jeg ud med to foredrag. Et om når politik bliver til vold - om steder, jeg har været, hvor der var dramatik. Om et terroristmord i Portugal i form af et opgør mellem to palæstinensergrupper i Albufeira helt mod syd i Portugal. Og den norske ø Utøya, som også blev et terrormål og hvor jeg selv har været flere gange. Det handler om, hvordan tingene bevæger sig. Hvordan alle dem, som vi håbede på i Afrika, viste sig som nogle småkorrupte sataner. Men også om de tre store, som jeg har mødt - Olof Palme, Willy Brandt og Gro Harlem Brundtland, som alle var til stede på hotellet i Portugal, da PLO-lederen Sartawi blev skudt. Mit hovedbudskab er dog optimistisk. Det kan godt være, at verden er af lave, men det skal nok ordne sig. Det kan godt være, at verden ser sort ud i dag, men det har den gjort før - og vi kom videre. Livsrobusthed kommer af at have levet et liv, hvor ikke alt går efter bogen. Det andet foredrag er politiske røverhistorier - og i den mere muntre afdeling. Jeg har også flere gange stået for en sangaften - med stor fornøjelse.«

Hjalp pigerne på Thorfisk

Hvad har du været mest stolt af at have været med til at ændre - og lad os bare starte landspolitisk?

»Det var ikke særligt synligt, men jeg er rigtig glad for, at vi fik lavet en arbejdsskadereform. Den er desværre endnu ikke endt der, hvor den burde være, men det lykkedes at få et gennembrud, mens Claus Hjort Frederiksen fra Venstre var beskæftigelsesminister. Jeg fik i kulissen stor hjælp af Kvindeligt Arbejderforbund, og lokalt handlede det blandt andet om pigerne på Thorfisk i Grenaa, som leverede sager til mig, som enhver kunne se, at det var helt urimeligt, når de ikke kunne få erstatning efter at være slidt op af de mange år ved båndet med ensidigt gentaget arbejde. Men sådan var reglerne dengang. Man ville ikke anerkende skader efter langvarig slitage i bevægeapparatet. Jeg mødte dem, når jeg handlede i Kvickly. Mænds arbejdsskader var tit noget helt andet. Noget med et fald og noget, der skete pludseligt, men der var behov for, at langvarig slitage fik en stærkere placering, når Arbejdsskadestyrelsen behandlede klagesager. Jeg var også med til at sørge for, at der i Danmark kom et forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet ud fra seksuel orientering - udover religion og køn.«

Hvad så lokalt?

»Her vil jeg nævne indsatsen for, at vi har fået gode ældreboliger i kommunen. Vores mål var, at vi aldrig skulle komme i en situation, hvor ældre mennesker ikke kunne komme på et plejecenter. Det var min forgænger Torben Jensen, der satte det i gang, så jeg kunne nøjes med at klippe snorene ved indvielserne. Sådan er det jo. Enhver borgmester står på skuldrene af sin forgænger. Noget kan man få æren af, selv om man ikke selv har leveret arbejdet. Sådan har Kasper Bjerregaard det jo også. Og tanken om børnebyer, hvor børnehaver og skoler skulle fungere i enheder, som et lokalt kraftcenter henvendt til børnefamilierne og gerne andre, lykkedes heldigvis også. I hvert fald uden for Grenaa, for byen er ikke børnebyegnet med en anden struktur. Men børnebyerne har været gode for lokalsamfundene, selv om mange på den tid gerne ville lukke meget mere ned. Det var jeg grundlæggende imod, for jeg har aldrig været et centralistisk menneske. Noget andet, som jeg også er stolt over at have kæmpet for, er kystsikringen på Anholt. Det var svært, nødvendigt og ikke lige let at få politisk opbakning til lokalt og på nationalt plan, men det lykkedes, fordi vi stædigt holdt fast i målet. Og så, at vi fik etableret Arresten som et sted for ungdommen i Grenaa. Mange ville gerne bruge bygningen og det gamle rådhus til noget andet, men jeg syntes, at det skulle være et sted, hvor de unge kan blomstre. Det er trods alt dem, der skal bære os til sidst.«

Strammede for meget

Hvad er du så ikke tilfreds med, når du ser tilbage?

»At vi strammede for meget, da vi havde økonomiske problemer. Og at jeg ikke anede, hvad der foregik, og at der ikke var nogen, som fortalte mig det. Det var mig, der havde bolden, men vi var flere på banen. Jeg var rent ud sagt pissenervøs for, hvad der kunne ske, og at kommunens centraladministration faldt sammen, så der blev bremset for hårdt op. Heldigvis fik vi Kommunernes Landsforening til at undersøge, hvor der var sket fejl, for det var nødvendigt for at få renset luften. Det var en hård tur, og heldigvis gik det ikke galt, men blev i stedet grundlaget for den gode økonomi, vi har i dag. Da jeg startede som borgmester i 2010, kunne jeg se, at der var noget fundamentalt galt med økonomien i kommunen ud fra det behov, vi havde for udgifter - og hvilke indtægter vi havde. Det var - især for de borgerlige - fy at hæve skatten, men i dag har vi en skatteprocent, som passer bedre til vores situation lige nu. Det er skattestigningen og en længe ønsket udligningsreform, som har givet os en bedre økonomi. Men ser vi ind i prognoserne, så er det tydeligt, at ikke alt er godt, og den nye kommunalbestyrelse skal til at passe på igen, selv om ingen ville tale om det i valgkampen.

Fordi vi ser ind i, at der mangler indbyggere i Norddjurs, vi tjener for lidt og betaler for lidt i skat - og har på mange områder større udfordringer end landsgennemsnittet?

»Ja, men det er der intet nyt i. Sådan har det været i hele kommunens historie.«

Men der er blevet 1500 færre borgere i denne valgperiode. Er det ikke et problem?

»Jo, men det har vi jo hele tiden kunnet se ville ske. Og jeg vil sige held og lykke til den nye kommunalbestyrelse med at vende den udvikling. Ser jeg i bakspejlet ser jeg to elementer, som jeg troede ville virke bedre. Jeg troede, at en Grenaa Havn i vækst ville ændre opfattelsen af, hvordan det var at drive virksomhed her. At Grenaa ikke var en nedslidt industriby, men en by, der ville trække nye virksomheder og nye arbejdsområder til. Der troede jeg, at det ville kaste noget tillid af sig, så folk også gerne ville flytte hertil. Det var godt, at medarbejdere på lukkede virksomheder kunne finde andet arbejde, men de højest lønnede har vi aldrig kunnet få fat i. De pendler fra den kommune, hvor de bor og betaler deres skat. Det er en udfordring i mange kommuner - ikke kun hos os.«

En historie for sig selv

Man troede også på, at letbanen ville give et løft?

»Ja, det er en historie for sig selv - og den fortsætter jo også, når du i din avis kan skrive, at nu er der købt nye tog, men stadig uden toilet. Jeg er også nået op i en alder, hvor der godt kan vise sig et behov for at skulle tisse, hvis man tager turen med letbanen til Aarhus. Men da jeg sad i Folketinget, var min opgave jo at forhindre, at Grenaabanen blev nedlagt. Det lykkedes heldigvis med gode kollegers hjælp.«

Men var det den rigtige konstruktion, der blev lavet - at det kun er Region Midtjylland og Aarhus Kommune, der har noget at skulle have sagt?

»Det kom så i anden omgang, da man lavede Aarhus Nærbane, for her meldte man klart ud, at den var man kun interesseret i skulle køre til Hornslet - og det var også holdningen, da man begyndte at snakke om en letbane på strækningen. Så var vi blevet koblet af, og det er det værste, der kan ske for en halvø som Djursland. Jeg har da aldrig været 100 procent tilfreds med vores manglende indflydelse, men det er et vilkår, som er politisk bestemt. Meningen var vel, at vi skulle få varetaget vores interesser via regionen, men det har haltet, og det har jeg taget mange slagsmål om. Selvfølgelig burde vi også have en plads i bestyrelsen.«

Mange gange har man oplevet arrogance fra letbanens ledelse. Tag bare den lukkede overgang til Åbyen, hvor der stadig på et skilt står, at den er midlertidig lukket - men det skete jo tilbage i april 2019, da letbanen besluttede sig for at inddrage området til parkering af tog. Hvor længe varer det midlertidige?

»Det er der heldigvis andre, som skal tage sig af nu, men jeg har altid været utilfreds med letbanens prioriteringer, og meget en sludder for en sladder. Jeg er skuffet over, at pendlereffekten ikke er større. Men jeg kan da godt se, at det ikke er godt, når der ikke er et bord at arbejde ved og ingen plads til bagage - og ingen strøm i stikkene til at arbejde ved computeren. Jeg tror, at man har valgt en togmodel, som mest egner sig til den metrolignende kørsel i og omkring Aarhus, men ikke så godt til de lange strækninger. Kører man fem kvarter er der andre behov, end hvis man kører 20 minutter. Det er lidt som om, at alle de fejl, som man kunne lave med en letbane, de blev begået her, og derfor har man haft lettere ved at bygge letbane i Odense senere. Vi brugte fra kommunens side mange penge på blandt andet at etablere stationen ved Hessel og optimere andre steder - og så kunne man alligevel se, at tingene ikke virkede optimalt. Bare se den manglende koordinering mellem letbanen og de ansvarlige myndigheder, og hvor galt det gik for sig.«

Valgets tale

Vi kommer jo nok ikke uden om at se tilbage på det valg, som lige har været, så fik dit parti jo for andet valg i træk en vælgerlussing. Du plejer at være god til at analysere, så hvad er gået galt?

»Ved valget for fire år siden blev jeg billedet på den dårlige økonomi, mens mange af de politikere, som havde været med til at bruge pengene, gik i flyverskjul. Sådan er politik, og det har jeg ikke nogen bitterhed over. Der er ikke noget, der hedder retfærdighed i politik. Og så havde vi nok en tro på, at landseffekter ikke kunne ses her, men i dag tror jeg, at man allerede så det ved valget i 2021 - og at den er blevet forstærket til nu. Det har kostet for os, at vi ikke havde en liste, som dækkede kommunen godt nok ind. Det kan da godt være, at nogle nu går og siger, at der er et meget stort blåt flertal nu, men jeg tror, at mange vælgere ikke ser på, om de vil stemme på en rød eller en blå, men de vil gerne stemme på en, der bor lokalt og som de kender. Det slog især igennem det gamle Nørre Djurs, hvor vi havde et dårligt valg, fordi vi ikke var stærke på kandidatsiden. Karoline Bergkvist Søgaard skulle trække læsset alene, og sådan noget har betydning. Helt i vest var vi ramt af, at Lars Pedersen på tragisk vis var blevet trafikdræbt og vi ikke havde en afløser. Vi gik mindst tilbage i Grenaa, hvor vi også havde mange kandidater. Og vi kan ikke komme uden om, at når vi var på gaden, mærkede vi en negativ landseffekt. Det blev selvforstærkende. Og så havde Kasper Bjerregaard jo et flot valg og oplevet en borgmestereffekt, men han har endnu ikke slået mit bedste valgresultat. Jeg under ham gerne det flotte valg, men han har heller ikke endnu haft nogle rigtig svære ting at arbejde med, hvor lakmusprøven kommer.«

Ikke mange er i dag medlem af et politisk parti, så det bliver vel ikke lettere at sætte den bedst mulige kandidatliste sammen?

»Nej. Det er ikke det store problem at finde mænd - især lidt oppe i årene - der gerne stiller op, men når det drejer sig om kvinder og sådan set også mænd med børn, bliver det svært. Og så viser det sig jo også, at vælgerne ikke længere er så loyale over for et parti, som de var tidligere. Jeg ved jo også, at borgmestereffekter kan være både positive og negative, hvor de typisk er positive i starten og så bliver de negative med tiden. Så man skal huske at gå af i tide. Også fordi det er blevet et hårdt job at være borgmester. Så selv hvis jeg også havde vundet i 2021, ville det nylige valg helt sikkert have været mit sidste. Men jeg er overbevist om, at vi en dag igen får en socialdemokratisk borgmester i Norddjurs - måske også fordi man vil konstituere sig anderledes.«