Fortsæt til indhold

Rosa Lykke Yde vil samle byrådet og sænke temperaturen

Den nye borgmester vil ændre den politiske kultur i Randers og gøre samarbejde på tværs af byrådet til sit vigtigste redskab. »Kan det mislykkes? Ja. Kan borgerne blive trætte af det om fire år? Ja.«

Politik

Randers’ nye borgmester vil samle et splittet byråd, sænke konfliktniveauet og bruge relationer som sit vigtigste politiske greb i en kommune, som, hun mener, har brug for en ny måde at samarbejde på.

Så kort kan det siges, selv om 44-årige Rosa Lykke Yde (SF) fra Fårup ikke er kendt for at bruge få ord, når hun forklarer sine politiske standpunkter eller sin måde at se verden på.

Som ny borgmester har hun varslet et markant fokus på samarbejde i byrådet og en anden politisk kultur i Randers.

»Og det holder jeg. Jeg har mødt hundredvis - om ikke tusind - mennesker i løbet af valgkampen, som alle sammen sagde til mig: ”vil du ikke bare med dine værdier og det udgangspunkt, du har politisk, forsøge at ændre retningen for Randers Kommune?”,« siger hun.

Troværdig supertanker

For Rosa Lykke Yde handler politisk ledelse først og fremmest ikke om magt, men om relationer og troværdighed.

»Udgangspunktet for det gode følgeskab er, at man er troværdig i den, man selv er. Dem, der kender mig i forvejen, vil sige, at man i hvert fald kan regne med mig. Og en aftale er en aftale,« siger hun.

Samtidig mener hun, at Randers har brug for en ny kurs. Hun beskriver kommunen som en stor og tung supertanker, der ikke ændrer retning af sig selv.

Ting, der især skal arbejdes med, er forholdene for de unge uden for uddannelse og beskæftigelse, strukturelle udfordringer i kommunen og behovet for flere arbejdspladser. Kort sagt de problemer, som hvidbogen ’Fremtidens Randers’ har peget på som afgørende, hvis Randers skal videre.

»Det tager tid at få supertankeren til at sejle i den anden retning. Men hvis ikke der er nogen, der hiver i rattet, sejler den bare videre,« siger Rosa Lykke Yde.

SF-træer i himlen?

Det er ikke en ideologisk ren SF-linje, Rosa Lykke Yde lægger frem. Det er lokalpolitik med en klar realpolitisk bund.

»Jeg er klar over, at der vil sidde nogle vælgere derude og tænke, at nu fik vi en SF-borgmester, og så vokser træerne ind i himlen. De forventninger har jeg ikke nødvendigvis en chance for at leve op til,« siger hun.

For hende bliver tillid ikke skabt af ord alene, men af handling over tid.

»Dem, der ikke kender mig endnu, skal lære, at man kan regne med min fortrolighed, og man kan regne med, at jeg lytter. Men det er ikke sikkert, man kan regne med, at jeg giver dem ret,« siger den nye borgmester.

Hun vil arbejde for bredere aftaler på tværs af partier og lægger vægt på relationer, tillid og politisk ledelse i et byråd med mange nye medlemmer. Det siger pædagogen, der nu har taget orlov fra sit arbejde som kirke- og kulturmedarbejder ved Søndermarkskirken i Viborg.

Hun lægger ikke skjul på, at opgaven bliver krævende, og hun afviser forestillingen om, at samarbejde opstår af sig selv.

»Det er ikke nemt. Det bliver benhårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften,« siger hun.

Kompromis med regnbuepartier

Rosa Lykke Yde vil gøre op med en fast opdeling i røde og blå blokke, som, hun mener, passer dårligt til kommunalpolitik.

»Jeg tror i virkeligheden på, at de bedste beslutninger bliver truffet, når de bliver truffet bredt,« siger hun.

Og det bliver nødvendigt i et byråd, hvor vidt forskellige partier som SF, Enhedslisten, Velfærdslisten, Østbroen, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti skal finde fælles fodslag. Vi kan kalde det et regnbueflertal.

Rosa Lykke Yde ser ikke den brede sammensætning som et problem, men som et vilkår.

»Jeg har aldrig nogensinde lovet nogen, at jeg ikke kan gå på kompromis. For det er vi nødt til. Hvis jeg ikke var villig til at gøre det, som situationen tilsiger, skulle jeg ikke være gået efter borgmesterposten. Det ville ikke være ordentligt for Randers,« siger hun.

Hun gør samtidig op med idéen om SF som et ubevægeligt parti.

»Forestillingen om, at SF ikke er pragmatiske, er et fortidslevn. Der er jo ingen tvivl om, hvor jeg værdimæssigt og ideologisk står, men jeg har aldrig givet indtryk af, at jeg ikke er pragmatisk,« siger hun.

Hun er også forberedt på, at konstitueringsaftalen ikke holder i alle sager.

»Fordi man har konstitueret sig, betyder det jo ikke, at man er enig om alt,« siger Rosa Lykke Yde.

Hun peger samtidig på, at et stort mindretal står uden for aftalen.

»40 procent af byrådet består af partier, som ikke er en del af konstitueringsaftalen. Jeg ville være uforskammet, hvis jeg ikke havde tænkt mig at samarbejde med dem også. Flertallene bliver fundet på kryds og tværs fra sag til sag. Sådan er politik,« siger borgmesteren.

Ny galopheste er klar

Rosa Lykke Yde overtager et byråd, hvor halvdelen af medlemmerne er nyvalgte. Det ser hun som en ledelsesopgave i sig selv, før de store politiske ambitioner kan foldes ud.

»Det allervigtigste for mig vil være i den første periode at få folk om bord. Til at forstå deres roller. Til at forstå deres opgave. Og til at opleve, at vi er kommet godt i gang,« siger hun.

Hun beskriver de nye byrådsmedlemmer som engagerede, men også usikre.

»De står som galopheste klar i stalden. Men de famler også. ”Hvad går det her ud på? Hvad er det, jeg skal? Hvad må jeg? Hvad må jeg ikke?”.«

Hun afviser, at hun som borgmester vil være ekskluderende.

»Når det handler om politik, aftaler og budgetforhandlinger, vil jeg naturligvis aldrig være ekskluderende,« siger hun.

Kunne ikke fortsætte

Rosa Lykke Yde ser det som en politisk forpligtelse at forsøge at rette supertankeren Randers op, også selv om udfaldet ikke kan garanteres, og selv om det tager tid.

»Kan det mislykkes? Ja. Kan borgerne blive trætte af det om fire år? Ja,« siger hun.

Alternativet var for hende ikke en mulighed.

»Det kunne ikke fortsætte på den måde, det var,« siger hun.

Målet er ikke perfekte løsninger, men et byråd, der arbejder bedre sammen og træffer bedre beslutninger.

»Hvis det er tydeligt, at vi har en anden tilgang til hinanden, og at samarbejdet er blevet bedre, er jeg lykkes med det, jeg har sat mig for at prøve,« siger Randers Kommunes nye borgmester.