Fortsæt til indhold

Rådmand vil give ældre direkte adgang til byrådet

Ældrerådet i Aarhus skal have en direkte vej til byrådets beslutninger. Med et nyt initiativ vil rådmand Metin Lindved Aydin give rådet mulighed for at stille konkrete beslutnings- og budgetforslag på ældreområdet, som rådmanden vil bringe med videre i byrådssalen.

Politik
ed

Ældre borgere i Aarhus skal have mere end retten til at blive hørt. De skal også have mulighed for at sætte politiske ændringer i gang.

Det er ambitionen bag et nyt initiativ fra rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin. Fremover vil han give ældrerådet en direkte adgang til byrådet dagsorden via sin rådmandspost.

Initiativet kommer i forlængelse af det seneste valg til ældrerådet, som for første gang blev gennemført som et fremmødevalg side om side med kommunal- og regionsrådsvalget. Valgformen har givet ældrerådsvalget en hidtil synlighed, og næsten hver fjerde stemmeberretigede aarhusianere over 60 år valgte at deltage.

»Hvis vi mener nærdemokrati alvorligt, skal borgernes råd ikke kun være noget, vi lytter til, når de store beslutninger allerede er truffet. De ældre skal have en reel mulighed for at flytte noget - også politisk,« siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.

Sådan som ældrerådet fungerer i dag betyder, at byrådet har pligt til at høre rådet i sager, der vedrører borgere over 60 år. Men rådet har ingen beslutningskompetence, og indflydelsen afhænger i praksis af, hvordan kommunen vælger at anvende rådets input.

Det er den begrænsning, som den nye rådmand vil udfordre.

»Vi får et stærkere og mere levende nærdemokrati, når de ældre ikke kun bliver konsulteret, men også kan tage initiativ. I stedet for et ældreråd skal vi tænke i en retning af et ældrebyråd. Det giver mere ansvar og mere indflydelse - og det er den vej, jeg gerne vil gå,« siger rådmanden.

Formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Anette Poulsen, bakker op:

»Fremmødevalget har givet ældrerådet et stærkere og mere synligt mandat. Når næsten hver fjerde stemmeberettigede ældre deltager, forpligter det os til at give rådet en mere reel politisk rolle,« siger hun.

Fra høring til handling

I dag kan ældrerådet udtale sig af egen drift om forhold, der vedrører ældre i Aarhus Kommune, men rådet er især kendt for sin rolle i høringer og dialoger. Med den nye model får rådet et redskab, der i højere grad svarer til en politisk initiativret.

Formanden for ældrerådet i Aarhus Kommune ser forslaget som et skridt mod mere nærdemokrati:

»Det giver ældrerådet en mere direkte indflydelse. Vi får bedre mulighed for at få vores forslag helt ind til byrådet – og det er en rigtig god udvikling,« siger formand for Ældrerådet i Aarhus, Magdalene Svendsen.

Ældrerådet vil drøfte muligheden tirsdag den 20. januar.

Ordningen igangsættes som et toårigt forsøg. I perioden kan ældrerådet fremsende beslutnings- og budgetforslag til Sundhed og Omsorg, som derefter kan lægge dem frem til politisk behandling i byrådet.