Fortsæt til indhold

Han er blevet smidt ud af sit parti: »Jeg kunne sikkert godt have gjort noget anderledes, men at bakke Lisa og Oliver op ville jeg gøre 100 gange i træk«

»Begrundelsen for min eksklusion er klar. Jeg har nægtet at trække min kritik af Simon Buus Olsen tilbage.«

Politik

Da journalisterne i sidste uge ringede, bakkede Carsten Normann op om sine partifællers kritik af Liberal Alliances byrådsmedlem i Favrskov Kommune, Simon Buus Olsen.

For det er Carsten Normann nu blevet smidt ud af partiet. Det besluttede hovedbestyrelsen i Liberal Alliances Storkreds Østjylland 3. februar.

Carsten Normann, der stillede op til kommunalvalget og desuden var folketingskandidat, er dermed den femte lokale LA’er, der siger farvel efter længere tids uro i Favrskov-afdelingen.

To andre kommunalvalgs-kandidater, Oliver Panthera og Lisa Perkins, var også blevet indstillet til eksklusion, men valgte selv at melde sig ud af partiet forinden.

Dertil kommer, at to bestyrelsesmedlemmer fra Liberal Alliance Kronjylland har meldt sig ud. Det drejer sig om Kenneth Kaas Bjerregaard og Kasper Kay Petersen. Eftersom Perkins var formand og Panthera medlem, er bestyrelsen tæt på halveret.

Simon Buus Olsen har tidligere kortfattet kommenteret sagen i en mail til redaktionen:

»Der har længe været problemer med samarbejdet lokalt, da der var opstået to interne fløje i Favrskov. Jeg har forsøgt at få samarbejdet til at fungere, men det har desværre ikke været muligt.«

Han erkender at have sendt en kritiseret mail:

»Jeg har begået fejl, som jeg fortryder i dag. Jeg skulle blandt andet ikke have sendt den omtalte mail.«

»De skulle tage stilling«

For Carsten Normann blev det lidt en principsag, at han ikke selv ville melde sig ud.

»Jeg ville have, at de skulle tage stilling, komme med argumenter og sige tingene højt. Det var for let sluppet for dem, hvis jeg selv meldte mig ud,« siger han.

»Begrundelsen for min eksklusion er klar. Jeg har nægtet at trække min kritik af Simon Buus Olsen tilbage, og jeg har offentligt bakket op om de medlemmer, der har rejst sagen. Partiledelsen har samtidig vurderet, at der ikke længere er tillid til, at jeg kan arbejde konstruktivt i partiet, så længe Simon Buus Olsen fortsat er en del af holdet,« har Carsten Normann desuden skrevet i en pressemeddelelse.

Den nu tidligere LA’er siger, at han »ikke græder salte tårer« over at blive ekskluderet. Han er faktisk mere ked af, at hans partifæller Oliver Panthera og Lisa Perkins er trådt ud, fortæller han:

»Lisa er et af de største politiske talenter, der findes. Det er et kæmpe tab for Liberal Alliance. Det ærgrer mig mest af alt.«

Ville du være fortsat som medlem, hvis du ikke var blevet ekskluderet?

»Hvis man ser på politikken og folketingsmedlemmerne, så synes jeg jo stadig, at Liberal Alliance er det suverænt bedste parti med de bedste løsningsforslag på Danmarks udfordringer, så hvis ikke jeg var blevet ekskluderet, tror jeg bare, at jeg var forblevet medlem og så holdt helt lav profil. Jeg ville i hvert fald ikke have blandet mig i lokalpolitik – det ville jeg ikke kunne uden en undskyldning fra Simon.«

Hvis du kunne, ville du så gøre noget om i den her sag?

»Jeg kan sikkert godt finde en masse steder i den her proces, hvor jeg kunne have gjort noget anderledes. Men her til sidst, hvor jeg bakkede Lisa og Oliver op, det ville jeg gøre 100 gange i træk.«

Carsten Normann er i gang med sjette semester på Aarhus Universitet. Han læser statskundskab og idehistorie.

Hvad fremtiden bringer for ham, ved han ikke.

»Måske ender jeg som gymnasielærer.«