LA smider folketingskandidat ud af partiet: »Jeg har nægtet at trække min kritik tilbage«
Carsten Normann ekskluderes fra Liberal Alliance efter længere tids konflikt i Favrskov.
»Det er en trist dag for den politiske kultur i Favrskov, når loyale og engagerede medlemmer ekskluderes eller forlader partiet i protest, mens personer, der benytter sig af trusler og pression, får lov at blive.«
Sådan skriver Carsten Normann i en pressemeddelelse, hvor han fortæller, at han er blevet smidt ud af Liberal Alliance. Det sker efter længere tids lokal konflikt i Favrskov.
Beslutningen om Carsten Normanns eksklusion blev truffet 3. februar af hovedbestyrelsen i Storkreds Østjylland, skriver Carsten Normann.
»Begrundelsen for min eksklusion er klar. Jeg har nægtet at trække min kritik af Simon Buus Olsen (byrådsmedlem for LA i Favrskov, red.) tilbage, og jeg har offentligt bakket op om de medlemmer, der har rejst sagen. Partiledelsen har samtidig vurderet, at der ikke længere er tillid til, at jeg kan arbejde konstruktivt i partiet, så længe Simon Buus Olsen fortsat er en del af holdet. Men hvem kan mon det,« skriver han videre og fortsætter:
»Man kan ikke arbejde konstruktivt i en politisk organisation, hvor trusler, pres og udemokratiske metoder accepteres eller bortforklares.«
Han fortæller, at kulminationen på den længere tids interne uro var en trusselsmail sendt aftenen før kommunalvalget.
»Simon Buus Olsen har selv oplyst, at han gennem flere år har optaget samtaler og gemt screenshots af partifæller for på et senere tidspunkt at kunne bruge materialet til egen vinding og som presmiddel.«
Simon Buus Olsen har tidligere kortfattet kommenteret sagen i en mail til redaktionen:
»Der har længe været problemer med samarbejdet lokalt, da der var opstået to interne fløje i Favrskov. Jeg har forsøgt at få samarbejdet til at fungere, men det har desværre ikke været muligt.«
Han erkender at have sendt den kritiserede mail:
»Jeg har begået fejl, som jeg fortryder i dag. Jeg skulle blandt andet ikke have sendt den omtalte mail.«
Et demokratisk lavpunkt
Carsten Normann, der selv stillede op til kommunalvalget og desuden var folketingskandidat, kritiserer LA’s organisation for ikke at have håndteret sagen ordentligt:
»Det er et demokratisk lavpunkt, som burde have udløst en langt mere konsekvent reaktion (...) Når et parti accepterer, at den type adfærd ikke får reelle konsekvenser, men i stedet vælger at sanktionere dem, der gør opmærksom på problemet, så er det ikke blot et internt opgør. Det er et svigt – over for medlemmerne og i sidste ende også over for borgerne,« skriver han.
»For mig er dette ikke først og fremmest en sag om én person. Det er et systemisk svigt. Sagen viser, hvordan en organisation kan komme til at beskytte magt og positioner frem for mennesker, ordentlighed og demokratiske spilleregler. Kritikken bliver et problem, ikke den adfærd, kritikken handler om. Det er udemokratisk.«
Både Oliver Panthera og Lisa Perkins blev indstillet til eksklusion, men valgte selv at melde sig ud af partiet forinden.
Redaktionen har efterspurgt en kommentar til Carsten Normanns kritik fra Liberal Alliances pressechef. Han henviser til Anders Paabøl Christensen, som er storkredsformand for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds.
I et skriftligt svar fra Anders Paabøl Christensen lyder det:
»Jeg har ikke mulighed for at gå ind i personsager. Men jeg kan sige, at det heldigvis er sjældent, at vi ekskluderer medlemmer i Østjyllands Storkreds. Vi er dog nødt til at handle, hvis medlemmer overtræder vores regler og gør skade på partiet.«