Politiker trækker sig som folketingskandidat: »Jeg er ked af det. Rigtig ked af det. Men jeg er afklaret«
Lisa Perkins trækker sig som kandidat til Folketinget og stopper sin aktivitet i Liberal Alliance. Hun kan ikke gå på kompromis med sine etiske værdier.
»Hvis jeg allerede før et eventuelt mandat skal lave så store etiske krumspring for at kunne fortsætte, så har jeg allerede underskrevet levebrødspolitikerens kontrakt.«
Sådan lyder det blandt andet i et Facebook-opslag fra politiker Lisa Perkins, hvor hun melder ud, at hun trækker mig som kandidat til Folketinget og stopper sin aktivitet i Liberal Alliance.
Det skyldes »en etisk grænse,« som hun »ikke kan og ikke vil gå på kompromis med,« skriver hun og understreger, at beslutningen ikke er truffet hurtigt.
Hvad »en etisk grænse« dækker over, bliver Lisa Perkins ikke konkret på, men hun skriver dog:
»Jeg kan ikke stå inde for den måde, organisationen har håndteret et helt grundlæggende spørgsmål om ordentlighed. Dråben for mig var ikke selve et forsøg på afpresning, men håndteringen af det forsøg. Når man kan se igennem fingre med den slags adfærd, så er præmissen forkert for mig. Og den præmis kan jeg ikke være i.«
Og hun fortsætter:
»Jeg er villig til at ofre meget for at gøre en forskel. Men jeg er ikke villig til at ofre min selvrespekt og de værdier, der også skal gøre mig i stand til at være en god mor, en god partner og et menneske, der kan se sig selv i øjnene.«
Hun skriver desuden, at hun ikke vil »bakke op om,« »at dem, der er villige til at gøre hvad som helst, får pladsen.«
»Jeg er ked af det. Rigtig ked af det. Men jeg er afklaret. Den ro, jeg mærker nu, er roen i at være tro mod mig selv og min egen moral,« fortsætter hun.
Selvom hun nu har meldt sig ud af partiet, er hendes politiske holdninger uændrede, og hun mener fortsat, at Liberal Alliance har den stærkeste politik.
Lisa Perkins, der er mor til fem og fra Vitten, var 1. suppleant for Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh. Derfor overtog hun også hans mandat i Folketinget fra 24. april til 1. juli sidste år, da han var på barselsorlov. I efteråret tog hun så to uger mere, denne gang for Louise Brown.
Hun stillede desuden op til kommunalvalget i november 2025 og var tæt på at blive valgt ind i Favrskov Byråd. Hun fik med 316 stemmer næstflest personlige stemmer i partiet, der var tæt på at få valgt to kandidater ind, men måtte nøjes med én.
»Langstrakt lokal konflikt«
Pressechefen i Liberal Alliance, Peter Bollerup Andersen, oplyser i en mail til redaktionen, at der er »tale om en langstrakt lokal konflikt, som desværre har resulteret i, at Lisa Perkins har trukket sit kandidatur.«
Han fortsætter:
»Det har imidlertid ikke noget med folketingsgruppen at gøre, men er et foreningsmæssigt anliggende i Kronjylland og i vores organisation. Vi har ikke yderligere at tilføje.«
Din Avis har forsøgt at få en kommentar fra Kenneth Kaas Bjerregaard, der er fungerende formand for Liberal Alliance Kronjylland, som omfatter Favrskov og Randers Kommune.
Avisen har også kontaktet bestyrelsesmedlem Kasper Kay Petersen, der svarer, at han ingen kommentarer har.
Partiets byrådsmedlem i Favrskov Kommune, Simon Buus Olsen, har heller ingen kommentarer og henviser til pressechef Peter Bollerup Andersen.
Din Avis arbejder på en kommentar fra Lisa Perkins.