Sætter navn på: »Jeg forsvarede ham til det sidste, men da han ikke ville give mig hånden, sluttede det«
Tidligere LA-politiker taler ud om partikonflikt i Favrskov Kommune. Han peger på byrådsmedlem Simon Buus Olsen som årsagen til samarbejdsproblemerne. Byrådsmedlemmet erkender at have sendt trusselsmail.
Nu tager tidligere LA-politiker Oliver Panthera fra Ulstrup bladet fra munden og sætter flere ord på den konflikt, som han og andre partifæller har oplevet i tiden op til kommunalvalget i Favrskov Kommune. Han sætter også navn på den person, der ifølge ham har været omdrejningspunkt for konflikten.
»Simon Buus Olsen har ikke villet samarbejde. Det har været så frustrerende hele vejen igennem at skulle læse på sociale medier og i aviser, hvordan Carsten (Normann), Lisa (Perkins) og jeg blev udstillet som dem, der ikke ville samarbejde og ville ødelægge Simons valgkamp, uden at jeg har kunnet forsvare mig,« siger han og fortsætter:
»Nu taler jeg for at forsvare mit eget omdømme.«
Oliver Panthera fortæller om et længere forløb, hvor Simon Buus Olsen altså angiveligt har trukket sig fra Oliver Panthera, Carsten Normann, Lisa Perkins og bestyrelsen for Liberal Alliance Kronjylland – som Panthera i øvrigt selv sad i, men nu er trådt ud af i protest sammen med tre andre.
»Jeg vil ikke bruge min sparsomme fritid på at sidde i en bestyrelse, der skal agere bagland for en mand, der i flere måneder ikke har villet have noget med mig at gøre. En mand der slutter valgkampen af med at true med at ødelægge mine partifællers kommende valgkamp endda,« skriver Oliver Panthera på Facebook – til avisen tilføjer han:
»Han ville ikke lokalforeningen – han var pisseligeglad med den.«
Han tilføjer desuden:
»Jeg forsvarede ham til det sidste, men da han ikke ville give mig hånden, sluttede det.«
Simon Buus Olsen blev eneste LA’er, som blev valgt ind i Favrskov Byråd.
Avisen har foreholdt Simon Buus Olsen kritikken, som du kan læse sidst i artiklen her.
Krisemøde
Oliver Panthera beretter altså om både manglende håndtryk og tilbageholdelse af information over for lokalbestyrelsen samt medkandidater.
Han forklarer, at Liberal Alliances sekretariat har været involveret ad flere omgange:
»De kom over fra København for at holde krisemøde med os for at prøve at rede trådene ud. Men intet blev bedre, og vi fik gentagne gange at vide, at nu skulle vi holde arme og ben inden for bussen, til valget var slut. Vi måtte altså ikke sige noget,« forklarer Oliver Panthera, der valgte at være loyal over for partiet:
»Så jeg sagde ikke noget højt til pressen eller andre lokalpolitikere, selvom det var en offentlig kendt hemmelighed, at samarbejdet var dårligt.«
Når folk under valgkampen spurgte ind til splittelsen i partiet, gled Oliver Panthera af på spørgsmålet – og han vidste heller ikke, hvad han egentlig skulle svare:
»Jeg ved jo ikke, hvorfor han ikke vil samarbejde. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor han ikke vil os. Og jeg syntes, at det var helt vildt pinligt at stå der på gaden hver for sig – det var en super akavet situation at blive stillet i.«
Trusler og afpresning
LA-sekretariatets håndtering af klagerne over Simon Buus Olsen har været skuffende, mener Oliver Panthera.
Især efter det, som han kalder »situationen hvor det hele peakede.«
»Natten før valget sendte Simon en mail til lokalbestyrelsens konstituerede formand. Han fortalte, at han har screenshots og lydoptagelser lavet i skjul, som han ville frigive på et passende tidspunkt, hvis han ikke blev valgt ind. Det var en direkte trussel om at ødelægge Lisas og Carstens valgkamp frem mod folketingsvalget,« siger Oliver Panthera og tilføjer:
»Som afpresning skrev han videre, at han ville bestemme i konstitueringen, også hvis han ikke blev valgt ind. Han ville have sin vilje og krævede, at vi skulle pege på Lars Storgaard som borgmester.«
Ifølge Oliver Panthera – og Lisa Perkins i øvrigt – var der ingen konsekvens fra sekretariatets side:
»Vi havde da håbet på, at der blev skrevet i hans personalebog, at han har truet og afpresset i forbindelse med valget. Sådan at man ved det, hvis der opstår problemer igen. Men vi fik bare at vide, at nu har han jo beklaget, så nu skal vi videre.«
»Så der er altså ingen konsekvens for at true. Det har jeg svært ved at forstå, når det står sort på hvidt. I bedste fald burde der have været tale om en eksklusion. Mailen var bare kulminationen på en lang, træls situation, og vi tænkte, at nu må de da tro på os, men sekretariatet har ikke taget vores bekymringer og opråb seriøst.«
I sit opslag på Facebook skriver Panthera desuden:
»Jeg kan ikke forstå, at en organisation ikke vil lytte til sin lokale, frivillige bestyrelse, der siger, at en kandidat modarbejder sine medkandidater, at kandidaten bedriver sin egen politik, tilbageholder informationer fra sine medkandidater og lokalforeningen og – alt i alt – tydeligvis ikke har vores fælles partis interesser og omdømme i fokus.«
Til avisen siger Oliver Panthera videre:
»Nu har vi forsøgt at få konsekvenser gennem de officielle veje uden held, så nu må det, at jeg taler åbent, være konsekvensen.«
Indstillet til eksklusion
Den interne splid i kandidatgruppen har været »sindssygt opslidende,« siger Oliver Panthera, som nu ikke vil »spilde mere tid på det.« Han har da også meldt sig ud af partiet, men først efter at have fået beskeden om, at han var indstillet til eksklusion på grund af sine offentlige udtalelser:
»Det er en helt forståelig konsekvens af, at jeg går ud og er så kritisk. Jeg hænger det beskidte vasketøj til tørre, og så er en eksklusion proportionel med min handling. Det har jeg egentlig respekt for.«
I en mail til redaktionen har pressechefen i Liberal Alliance, Peter Bollerup Andersen, tidligere udtalt følgende om sagen:
»Det er en lokal og langstrakt konflikt i Favrskov, som efter lang tids uenighed ikke har været muligt at løse. Der er blevet begået fejl på begge sider af konflikten, som vi ikke vil uddybe, men landsorganisationen har behandlet den grundigt og opfordret parterne til at trække en streg i sandet. Det har ikke været muligt, og nu har Lisa Perkins og en gruppe fra bestyrelsen trukket sig. Det er deres frie ret.«
Erkender og fortryder mail
Personen det hele drejer sig om, Simon Buus Olsen, kommenterer sagen i en mail til redaktionen. Han er ked af balladen, som sagen har skabt, da det »ikke er til gavn for partiet.«
Han fortsætter:
»Der har længe været problemer med samarbejdet lokalt, da der var opstået to interne fløje i Favrskov. Jeg har forsøgt at få samarbejdet til at fungere, men det har desværre ikke været muligt.«
Han erkender at have sendt den omtalte mail:
»Undervejs har jeg begået fejl, som jeg fortryder i dag. Jeg skulle blandt andet ikke have sendt den omtalte mail aftenen før valgdagen i november 2025.«
Han fortæller, at han efterfølgende var i dialog med landsorganisationen, »hvor der var en fælles enighed om, at noget lignende aldrig måtte gentage sig.«
Han slutter af med at »se fremad.«
»Jeg glæder mig til fortsat at repræsentere Liberal Alliance i Favrskov de næste fire år sammen med den nye lokalbestyrelse.«