Fortsæt til indhold

Løkke fortryder skifte til Østjylland

Udenrigsministeren kommer ikke på stemmesedlen i Østjylland til folketingsvalget, meddeler Moderaterne.

Politik
Ritzau

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, bliver alligevel opstillet i Sjællands Storkreds ved det kommende folketingsvalg.

Det meddeler partiet torsdag, hvor Moderaterne har udsendt en foreløbig kandidatliste.

Lars Løkke Rasmussen meddelte ellers i december 2024, at han skiftede fra Sjællands Storkreds til Østjyllands Storkreds.

»Der er et stort flueben, jeg mangler at sætte i mine 40 år i politik, nemlig at stille op og forsøge at blive valgt i hovedlandet.«

»Det glæder jeg mig til at forsøge ved næste valg, så jeg håber, østjyderne vil tage godt imod mig,« sagde udenrigsministeren dengang.

Nu må østjyderne gå skuffede i stemmeboksen til folketingsvalget, hvis de havde set frem til at sætte deres kryds ved« Lars Løkke Rasmussen.

Til gengæld stiller to nuværende ministre fra Moderaterne, som ikke er medlemmer af Folketinget, op i Østjyllands Storkreds.

Det er digitaliseringsminister Caroline Stage og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Christina Egelund er i øjeblikket vikar for Caroline Stage som digitaliseringsminister, mens Stage er på barsel.