Aarhus-veteran springer ud som folketingskandidat
Rutineret byrådspolitiker vil i Folketinget.
Hans Skou er blevet valgt som folketingskandidat for Venstre i Aarhus Nord.
Det fremgår af opslag på sociale medier, hvori Hans Skou giver udtryk for, at han ser frem til en »spændende valgkamp.«
»For mig handler valg om ansvar og fællesskab. Vi er heldige at leve i et land, hvor alle stemmer tæller, og hvor vi sammen passer på vores demokrati. Jeg kommer selv fra foreningslivet, hvor man løfter i flok og gør sig umage. De værdier betyder meget for mig - også når der er valg,« skriver Hans Skou.
65-årige Hans Skou har tidligere repræsenteret Venstre i Aarhus Byråd i omkring 10 år, senest i perioden 2018-2021. Han har været gruppeformand for partiet og blandt andet siddet i Kulturudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Ved siden af sit byrådsarbejde har Hans Skou haft en lang karriere i bankverdenen, i 23 år som investeringsrådgiver Nordea Private Banking i Aarhus. Han er i dag pensioneret.
Hans Skou er mangeårigt bestyrelsesmedlem i Aros, hvor han også er seniorkonsulent.
Privat bor han sammen med sin hustru i Højbjerg. Parret har to sønner.