Comeback i Skanderborg: Callesen til kamp for børn, kvinder og klima
Radikale Venstre i Skanderborg har valgt 37-årige Anne Sophie Callesen, tidligere medlem af Folketinget, kandidat til det kommende folketingsvalg.
Radikale Venstre i Skanderborg stiller med en ny, men erfaren kandidat til det kommende folketingsvalg. 37-årige Anne Sophie Callesen, tidligere medlem af Folketinget for partiet i perioden 2019-2022, har valgt at skifte Aarhus ud med Skanderborgkredsen og er nu klar til at tage hul på valgkampen. Det oplyser den lokale partiforening i en pressemeddelelse.
Anne Sophie Callesen er i dag ansat i Red Barnet og mor til tre børn. Hun bringer både politisk erfaring og personligt engagement i den kommende generation med ind i valgkampen – med særligt fokus på kvinders sundhed, børns trivsel og en ambitiøs grøn dagsorden.
»Jeg glæder mig enormt meget til at komme ud og møde vælgerne i Skanderborg og tale om, hvad der optager dem. Vi står over for et skæbnevalg. Det er tid til at prioritere og tage et ansvar - både for den natur, vi overlader til vores børn og for det samfund, vi lever i sammen,« siger Anne Sophie Callesen.
I 2024 var Callesen medstifter af den tværpolitiske bevægelse Alliancen for Kvinders Sundhed, der arbejder for øget forskning og bedre behandling målrettet kvinders sundhed. Bevægelsen har allerede været med til at sikre vedtagelsen af et nationalt forskningscenter, som åbner i 2026.
»Kvinders sundhed er markant og systematisk underprioriteret. Alt for ofte bliver kvinders smerter og symptomer undervurderet eller misforstået. Det gælder alt fra menstruationssmerter og graviditetstab til gener i overgangsalderen. Vi skal have mere forskning, opdateret viden og et sundhedsvæsen, der møder kvinder med respekt og forståelse,« siger hun.
Den grønne dagsorden står også centralt i hendes kandidatur.
»Verden står i brand, og sikkerhedspolitik fylder af gode grunde meget. Men vi skal huske, at klimaet er vor tids største udfordring. For naturen venter ikke på fred – den kræver handling nu. Vi skylder vores børn at gøre os uafhængige af kul, olie og gas, beskytte biodiversiteten og tage ansvar for klimaet,« understreger Anne Sophie Callesen.
Med kombinationen af politisk erfaring, tværpolitiske samarbejdsevner og et stærkt personligt engagement går hun ind i valgkampen med ambitionen om at skabe konkrete forandringer for både børnene, naturen og kvinders sundhed.
»Der er meget på spil - både for mig og for Radikale Venstre. Men først og fremmest for den kommende generation. Jeg håber, at vælgerne i Skanderborg vil være med til at sætte dem forrest.«