Fortsæt til indhold

Ved du det? Når du kun stemmer parti, vælger du ikke selv din politiker

Forskellen mellem folketingsvalg og kommunalvalg viser, at mange vælgere frasiger sig indflydelse uden at være klar over det. Den lave andel personlige stemmer i folketingsvalg betyder, at partierne i højere grad end vælgerne styrer, hvem der får pladserne.

Politik

Det har lydt til flere vælgermøder lokalt: »Jeg stemmer på dig. Jeg krydser ud for listen.«

Det lyder måske venligt, men det er en dårlig idé, hvis du faktisk vil have bare et gram indflydelse på, hvem der fra din valgkreds ender på Christiansborg.

Når du kun sætter kryds ved partiet, er det nemlig partiets samlede stemmetal og interne opstillingsregler, der afgør, hvem der bliver valgt – ikke din præference for en bestemt kandidat.

Kryds personen af

Ved folketingsvalg er tommelfingerreglen, at det kun er omkring halvdelen af vælgerne, der stemmer personligt. Resten nøjes med partiet.

Det står i skarp kontrast til kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet, hvor op mod 80 procent sætter kryds ved en kandidat.

Konsekvensen er, at mange folketingsvælgere giver afkald på muligheden for at påvirke, hvilke personer der konkret repræsenterer dem.

Når du stemmer personligt, sker der to ting:

Din stemme tæller med i partiets samlede resultat, og den er samtidig med til at afgøre, hvilke kandidater der faktisk bliver valgt. I tætte valg kan ganske få personlige stemmer være forskellen på, hvem der får det sidste mandat – og dermed på, om det bliver en kandidat med stærk lokal forankring eller en, der primært er kendt nationalt.

Personlige stemmer tæller

Hvis den kandidat, du stemmer på, ikke bliver valgt, er din stemme stadig ikke spildt. Den går videre til partiet og indgår i den samlede mandatfordeling.

Så næste gang du møder en kandidat, du gerne vil støtte, så nøjes ikke med at love: »Jeg stemmer på dig.«

Gør det konkret i stemmeboksen: Sæt krydset ved personen – ikke kun ved listen.

Det er sådan, du får reel indflydelse på, hvem der kommer i Folketinget fra din valgkreds.