Fortsæt til indhold

Udvalgsformand: Jeg er inhabil i kommende energiprojekter på grund af mine familiære relationer

Byrådet skal snart tage stilling til 14 nye VE-projekter. Udvalgsformand for Natur-, Teknik- og Miljø, Kim Lykke Jensen har udvist rettidig omhu ved i god tid at søge juridisk vurdering af sin habilitet.

Politik

Syddjurs Byråd skal snart bedømme 14 ansøgninger om nye VE-projekter (Vedvarende Energi) i kommunen.

Projekterne spænder bredt og omfatter vindmølle-, hybrid-, solcelle- og batteriprojekter samt et elektrificeret fjernvarmeværk i Rønde.

Udviklere har fremsendt ansøgningerne på vegne af lodsejere, og flere borgere har allerede mobiliseret modstand mod projekterne. Modstanden har været tydelig i denne byrådsperiode, altså længe før projekterne kommer til politisk behandling.

Vindmølleprojekt ved Kastrup Mose

Et af de berørte områder er et vindmølleprojekt ved Kastrup Mose nær Pindstrup.

Ådalens Distriktsråd har henvendt sig til Syddjurs Kommune og gjort opmærksom på, at SF’s Kim Lykke Jensen, formand for Natur-, Teknik- og Miljøudvalget, er inhabil, når de 14 VE-projekter skal behandles politisk.

Distriktsrådet er bekymret over, at udvalgsformanden »har tætte familiemæssige relationer til jordbesiddelser i det berørte område og potentielle økonomiske interesser i projektets realisering.«

Distriktsrådet opfordrer til en grundig og åben habilitetsvurdering for at sikre beslutningsprocessens legitimitet og offentlighedens tillid.

Gjort regning uden vært

Kim Lykke Jensen er dog allerede klar over sin inhabilitet, og det gør reelt bekymringsskrivelsen fra Ådalens Distriktsråd overflødig.

Han har for længst bedt om en juridisk vurdering af sin habilitet hos forvaltningens jurister.

Svaret har han ikke modtaget endnu, fordi der ikke foreligger en egentlig politisk sag.

Men svaret forventes at bekræfte, at Kim Lykke Jensen er inhabil og derfor udelukkes fra at deltage i behandlingen af VE-projekterne.

I en e-mail dateret 13. august 2025, som Din Avis har fået indsigt i, skriver Kim Lykke Jensen: »Min mor ejer 4 matrikler i projektområdet, hvorfor jeg er helt sikker på, at jeg vil være inhabil i forhold til den kommende behandling af de nye ansøgninger om VE-projekter i kommunen, da hun har en betydelig økonomisk interesse i projektet.«

Det er dog byrådet som i sidste instans skal afgøre spørgsmålet om et medlems habilitet.

Rettidig omhu

Kim Lykke Jensen har tidligere udvist rettidig omhu og fået en forhåndsvurdering af sin habilitet.

Dengang i forbindelse med kommende ansøgninger om solcelleprojekter. Som forbrugervalgt medlem af repræsentantskabet i NRGi ønskede han at få rene linjer, fordi NRGi ansøger til flere af projekterne.

I en e-mail fra 22. august 2022 skriver han til forvaltningen: »Jeg er forbrugervalgt medlem af repræsentantskabet i NRGi sammen med omkring 100 andre forbrugere. NRGi er som bekendt involveret i flere af de mulige solcelleprojekter i kommunen. Kan dette have indflydelse på min habilitet?«

Svaret fra kommunens juridiske specialkonsulent dengang var, at Kim Lykke Jensen ikke var inhabil som følge af sin plads i repræsentantskabet hos NRGi, da »der alene foreligger en almen og perifer interesse, og ikke en særlig interessekonflikt ved behandlingen af solcelleprojekterne.«

Kim Lykke Jensen har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.