Fortsæt til indhold

Borgmester indstiller kamphane til Ridderkorset

Venstres Gert Bjerregaard er indstillet til royal hæder efter mange års virke i lokaldemokratiets tjeneste.

Politik

De har krydset klinger ofte og er sjældent enige om meget.

Men uden for byrådssalen og forhandlingslokalerne kan der sagtens være en gensidig respekt og anerkendelse.

Derfor har Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) nu indstillet den mangeårige politiske modstander, Venstres Gert Bjerregaard, til Ridderkorset af Dannebrogsordenen.

Det sker efter knap 25 år som medlem af Aarhus Byråd.

»Som borgmester ønsker jeg at anerkende Gert Bjerregaards mangeårige dedikerede bidrag til Aarhus Kommune gennem hans virke i byrådet siden 2002. Det er en lang og flot indsats i demokratiets tjeneste.«

»Vi er ikke enige om alt politisk, men det ændrer ikke på, at Gert Bjerregaard gennem mange år har gjort en kæmpe indsats for at udvikle kommunen og repræsentere lokale interesser. Ingen kan betvivle Gert Bjerregaards engagement, og derfor har hans bidrag til Aarhus Kommune også rakt langt ud over byrådssalen,« siger Anders Winnerskjold.

Ridderkorset tildeles typisk politikere og højtstående embedsmænd, der har ydet særlige bidrag til det danske samfund.

Hvis Indenrigsministeriet imødekommer anmodningen om dekorering, sendes indstillingen videre til kongen, der tager endeligt stilling til en eventuel tildeling.

Sådan ser Ridderkorset ud. Foto: Jens Dresling

Politisk leder for Venstre, Christian Budde, glæder sig over anerkendelsen af den rutinerede partifælle.

»Jeg er glad på Gerts vegne og synes, at det er et flot og meget velfortjent skulderklap, han nu har udsigt til at kunne smykke sig med. Gert er jo et politisk menneske helt ind i knoglerne, og jeg oplever en bred politisk anerkendelse af, at Gert har dedikeret mere end et halvt arbejdsliv i byens tjeneste.«

»Mig bekendt er det også Venstre-historie, da jeg ikke erindrer, at vi tidligere har haft byrådsmedlemmer der har modtaget Ridderkorset. Og så håber jeg selvfølgelig, at Gert fortsat har mange politiske sæsoner i sig på Aarhus rådhus, også selvom han skulle få det privilegium at blive valgt til Folketinget.”

Gert Bjerregaard er, som Venstre-lederen påpeger, for øjeblikket i valgkamp, men midt i de mange debatter og lange kampagne-ture i det østjyske, kan han godt stoppe op og glæde sig over anerkendelsen af de mange års politiske slid.

»Jeg er både meget beæret og rørt over at blive indstillet til den meget fornemme orden, som jeg naturligvis er taknemlig og ydmyghed over. Byrådsarbejdet har været en stor del af mit liv, og jeg skylder en stor tak til mine byrådskollegaer gennem de mange år, mit bagland og familie. Ikke mindst skylder jeg en tak til de mange borgere, der har vist mig deres tillid ved de mange valg. Det har været fantastisk at få lov til at bidrage til at forandre og præge vores fantastiske by igennem snart 25 år.«