Radikal kandidats arabiske valgvideoer møder kritik
Rabih Azad-Ahmad, der stiller op til folketingsvalget for Radikale Venstre, taler på arabisk om politik på sin TikTok-profil. Det er et problem, mener flere andre kandidater.
»Desværre forsøger nogle partier at gøre folk, der har fået dansk statsborgerskab, til andenrangsborgere. De kræver, at man skal kunne miste sit pas, hvis man for eksempel begår en kriminel handling.«
Sådan lyder det på TikTok-profilen for Rabih Azad-Ahmad (R). Politikeren, der inden kommunalvalget i år havde været rådmand i Aarhus Kommune i 12 år, har lige knap 20.000 følgere - og det foregår på arabisk.
»Derfor skal vi stoppe den her tendens. Det er en farlig udvikling. Jeg opfordrer alle til at deltage i valget og stemme. Vi må ikke lade disse partier få flertallet, så de får indflydelse på, om du har dansk statsborgerskab i morgen eller ej.«
Sådan afslutter folketingskandidaten videoen, hvor han også advarer om, at de andre partier i fremtiden måske vil tage statsborgerskabet fra folk, hvis de begår en trafikforseelse.
Videoen blev lagt op 10. marts - to uger inden danskerne skal stemme til folketingsvalget.
Samme dag delte han videoen med sine knap 7000 følgere på sin arabiske Facebook-profil. En profil, der ikke dukker op, hvis man søger på den danske stavemåde af navnet Rabih Azad-Ahmad.
Ifølge Rabih Azad-Ahmad er det helt naturligt, at videoerne er på arabisk.
»Den her er beregnet til en bestemt målgruppe, der forstår arabisk. Jeg bruger jo ikke arabisk i mit primære valgkampsmateriale. Det her er et supplement, hvor jeg gerne vil have folk med over på den valgkamps-TikTok, jeg har oprettet,« siger Rabih Azad-Ahmad til TV2 Østjylland.
TikTok-profilen med de knap 20.000 følgere er nemlig en profil, Rabih Azad-Ahmad bruger i sit arbejde som jurist, lyder forklaringen. Her informerer han borgere fra ind- og udland om deres rettigheder, når de er i Danmark.
Han har også lavet en profil til sin valgkampagne. Den nye profil har i skrivende stund 205 følgere - og her ligger videoerne på arabisk ikke.
»Vi har lavet det samme indhold med forskelligt materiale også på dansk, der handler om internationale konventioner og om, hvorfor vi skal bevare de internationale konventioner,« siger Rabih Azad-Ahmad til TV2 Østjylland.
TV2 Østjylland har gennemgået de dansksprogede videoer, Rabih Azad-Ahmad har lagt op på TikTok og Facebook, siden valget blev udskrevet.
I de danske videoer nævner han ikke, at partier forsøger at gøre folk til andenrangsborgere, eller at trafikforseelser kan blive en mulig kommende årsag til fratagelse af statsborgerskab.
På TikTok-profilen på dansk ligger der derimod nogle korte klip, hvor kandidaten fra Det Radikale Venstre blandt andre ting nævner, at bevarelsen af de internationale konventioner er en af hans mærkesager.
Videoerne får ikke stor ros fra Rabih Azad-Ahmads politiske konkurrenter.
»Jeg synes, det er sært, at man taler arabisk i en valgkamp til Folketinget, hvor man jo skal have dansk statsborgerskab for at stemme,« siger Kirsten Normann Andersen, der er folketingskandidat for SF.
»Jeg tænker, det er en lille smule ekskluderende i og med, der bliver talt arabisk på videoen, hvor Rabih forsøger at formulere sin politik. Det kan jeg stille mig undrende over for, at man ikke ønsker at gøre på dansk, når man stiller op til det danske folketingsvalg,« siger Mathilde Hjort Bressum, der er folketingskandidat for Venstre.
De to modkandidater fra Venstre og SF mener ikke, det er en god måde at drive valgkamp på, når man bruger et sprog, som de færreste kan forstå.
»Jeg synes i virkeligheden, at det er et dårligt demokratisk udgangspunkt for en debat om udlændingepolitik, hvis det er det, Rabih forsøger at gøre her,« siger Kirsten Normann Andersen.
»Når jeg ser indslaget, så tænker jeg, at det er en skræmmekampagne, hvor vi ikke har mulighed for at tage til genmæle,« siger Kirsten Normann Andersen.
Hun bakkes op af Mathilde Hjort Bressum.
»Jeg synes, det stiller den demokratiske samtale ringere, når man forsøger at fange et snævert publikum og ikke åbner op for den brede dialog,« siger Mathilde Hjort Bressum.
»Jeg tror, det er bedst, hvis man formulerer sin politik på et sprog, som alle kan forstå, så de partier, der måtte have en anden holdning, også kan komme med et modsvar. Det er ikke en video, jeg ville kunne forstå, hvis ikke den var blevet oversat, og det, synes jeg da, er ganske problematisk.«
Rabih Azad-Ahmad køber ikke kritikken.
Kan du forstå, at der er nogle af dine politiske konkurrenter, der synes, det er et problem, at du fører valgkamp på et sprog, de færreste forstår?
»Ikke hvis det samme indhold er på dansk på min primære profiler. Her handler det om at få fat på nogle flere, men jeg har det samme indhold. Det handler om at bevare konventionerne.«
Er der ikke forskel på at sige, at din mærkesag er at bevare de internationale konventioner og så at sige, at der er partier, der vil lave reglerne om, så lige om lidt kan det ende med, at en trafikforseelse er nok til, at de kan tage passet fra dig?
»Men det er jo derfor, jeg vil bevare dem. Det er fordi, der er nogle, der vil fjerne dem. Det er vel ikke en hemmelighed, at der er partier, som vil ændre de internationale konventioner, og det er det, jeg mener, vi skal bevare.«
TV2 Østjylland har bedt om en kommentar fra Radikale Venstre, men partiet har ingen kommentarer til Rabih Azad-Ahmads profiler på sociale medier.