Fortsæt til indhold

Ny regering får klar besked: Østjylland venter på handling

Formand for Business Region Aarhus, Frands Fischer, forventer, at en ny regering som noget af det første tager fat på en justering af infrastrukturplanen og får sat fart på udbygningen af elnettet.

Politik

Business Region Aarhus har en klar ønskeliste til den kommende regering. Det siger formand Frands Fischer, der især peger på infrastruktur, udligning, elnet og uddannelsespladser som afgørende temaer.

Øverst står en justering af Infrastrukturplanen fra 2021.

»I forhold til Business Region Aarhus så er en af de forventninger, der har størst prioritet i forhold til en ny regering, at man tager hul på en snak omkring en justering af Infrastrukturplanen,« siger han.

Ifølge Frands Fischer er det især vigtigt, at aftalerne om E45 bliver gennemført.

»Det handler om færdiggørelsen af 3. spor på E45 med alle de udvidelser, der ligger aftalt der. At der holdes fast i at færdiggøre de veje, der er planlagt.«

Han peger også på den direkte togforbindelse mellem Aarhus og Silkeborg med stop i Galten, som under valgkampen blev bragt i tvivl på grund af økonomien.

»Troels Lund Poulsen mener, den vil blive dobbelt så dyr som planlagt, men med mit kendskab taler vi nok snarere en faktor tre eller mere. Den jernbane bliver væsentligt dyrere, end det, der er planlagt ud fra,« siger Frands Fischer.

Han understreger samtidig, at det ikke er en løsning at undlade at handle.

Løsningen er ikke, slet ikke at gøre noget, for udfordringerne med at flytte folk fra deres bopæl og til deres arbejde forsvinder ikke. Men med den pris er vi nødt til at se på, hvordan vi kan finde pengene, eller hvordan vi ellers kan løse problemet. Og her skal vi være vakse ved havelågen, så der ikke træffes beslutninger, der ser stort på mobilitetsproblemerne i Østjylland og Business Region Aarhus.«

Derudover efterlyser Frands Fischer et opgør med flaskehalse i elnettet, der i øjeblikket sætte flere projekter med vedvarende energi på hold.

»Vi ser også meget gerne, at en ny regering tager et nøgternt kig på elnettet og får sat fut under udrulning af kritisk infrastruktur. Mange steder går projekter om vedvarende energi i stå, fordi de ikke kan kobles op på elnettet.«

Også uddannelsespladser er fortsat et vigtigt fokuspunkt, siger han.