Statsministeren skal møde kong Frederik klokken 10.15
Mette Frederiksen ventes at indgive regeringens afskedsbegæring 10.15, hvorefter kongerunde kan indledes.
Statsminister Mette Frederiksen (S) skal mødes med kong Frederik onsdag klokken 10.15, hvor hun vil orientere kongen om resultatet af folketingsvalget samt om den parlamentariske situation.
Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.
Det er forventningen, at statsministeren på mødet vil indgive regeringens afskedsbegæring. Gør hun det, er det normalt sådan, at statsministeren samtidig opfordrer kongen til at indkalde partierne, der er blevet valgt ind i Folketinget.
Så kan en kongerunde indledes.
Her peger hvert parti på, hvem de mener, der bør indtage rollen som forhandlingsleder eller kongelig undersøger, som det også kaldes. Forhandlingslederen skal undersøge, om det er muligt at danne en regering.
Der skal nogle gange flere kongerunder til, før der kan dannes en regering.
Selv om både statsministeren og partilederne for Folketingets partier skal lægge vejen forbi kongen, og selv om det kaldes en kongerunde, har kong Frederik ingen reel magt eller indflydelse i forbindelse med processen.
Hans rolle er derimod af formel karakter.
Læs – eller genlæs – Din Avis’ liveblog fra valgdagen
Ved tirsdagens folketingsvalg blev der ikke skabt et flertal bag nogen af de traditionelle blokke. Både rød og blå blok ser derimod ud til at være afhængige af Moderaternes mandater.
Moderaterne har 14 mandater i Folketinget efter valget, mens rød blok har 84 mandater, og blå blok har 77 mandater.
Et flertal i Folketinget kræver 90 mandater. En regering behøver ikke at have et flertal bag sig. Den må bare ikke have et flertal imod sig.