Moderaternes ministre snupper Peter Haves taburet
Caroline Stage og Christina Egelund overhaler kandidaten fra Låsby.
Fungerende digitaliseringsminister Caroline Stage og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund tager Moderaternes to mandater i Østjyllands Storkreds.
Caroline Stage fik 3751 stemmer, mens 3549 vælgere satte kryds ud for Christina Egelund på stemmesedlen.
Det står klart efter optællingen af de personlige stemmetal i storkredsen.
Det betyder også, at Moderaternes nuværende østjyske medlem af Folketinget Peter Have fra Låsby ryger ud af Folketinget
Hverken Stage eller Egelund var medlemmer af Folketinget i den forgange valgperiode. Egelund har dog været det før for Liberal Alliance.
Netop det faktum, at de to var ministre uden for Folketinget, og at de begge blev opstillet i Østjyllands Storkreds, selv om de bor i København og Frederiksberg, fik på valgnatten Peter Have til at udtrykke stor skuffelse over sit partis valg af opstilling.