Blå blok i Aarhus har flere problemer. Ét af dem kan alle få øje på

Der er efterhånden færre kvinder i byrådets blå blok, end der er udvalgsposter, man gider sidde i. Onsdag blev det officielt, at byrådsmedlem Mathilde Hjort Bressum tager ét af Venstres tre mandater i Østjylland. Det er velfortjent og ikke nogen stor overraskelse. Tillykke! Mindre tillykke til de borgerlige partier i byrådet, der nu står tilbage med kun ét kvindeligt byrådsmedlem. Det er ikke bare en pivskæv kønsbalance, men udtryk for en politisk monokultur, som partierne må tage seriøst, før vælgerne gør det.

Problemet er ikke opstået fra den ene dag til den anden, og det vil løsningerne næppe heller. Allerede fra sin fødsel var det nye byråd tyndt besat på kvindesiden i blå blok. Siden er det kun gået én vej. Ved det seneste byrådsmøde blev konservative Lotte Friis Böing bevilliget orlov, og Bressum rykker nu til Christiansborg. Tilbage sidder kun LA’s Louise Svenstrup.

Der findes naturligvis masser af engagerede kvinder: I skolebestyrelser, foreninger, frivilligt arbejde og lokalt engagement i hele kommunen. De tager ansvar, organiserer og løfter en kæmpe opgave, men hvor er de borgerlige kvinder i byrådet, må vælgerne spørge sig selv om. Og det er netop ikke primært et vælgerproblem, men et partiproblem.

For det er partierne, der udvælger, opmuntrer og støtter kandidaterne. De borgerlige problemer har tilsyneladende store problemer med at gøre andet, end man plejer. Det er i sig selv ikke nogen god egenskab for partier, der ellers bryster sig af vilje til at ville noget med byen.

Når halvdelen af befolkningens perspektiver i praksis er stort set fraværende i en hel blok, bliver blikket smallere. Tilliden risikerer at blive det samme.

Ja, det var en kvinde, der i sin tid formåede at bryde byens socialdemokratiske enevælde. Så det kan lade sig gøre, men man ikke lade være med at tænke på, om nogen i blå blok faktisk forsøger længere.

Det kan næsten se ud, som om rekrutteringen i blå blok følger en slags uofficiel dresscode: slips, netværk og en god portion genkendelighed. Nye ansigter er velkomne – så længe de minder om de gamle. Og det er jo trygt nok. Men det er også en sikker måde at sikre, at der ikke sker ret meget nyt.

Vil man noget andet, kræver det, at man mander sig op i partiforeningerne, tør pille ved vanerne, rekruttere anderledes, finde nye måder at organisere arbejdet på og vigtigst af alt: erkender behovet for ikke længere kun et reproducere herreklubben og viser viljen til at ville det.

Det er ikke noget vælgerne kan fixe, og dog. Man kan melde sig ind i en partiforening (der er plads nok, lyder det). Det er der, man bestemmer, hvem og hvordan partierne skal repræsenteres, og der er nok at gøre i de borgerlige partier, hvis man vil fremstå mere mangfoldigt og dermed stærkere ved næste kommunalvalg.

Spørgsmålet er derfor ikke, om de borgerlige partier i Aarhus kan gøre noget ved det. Spørgsmålet er, om de synes, det er et problem. Hvis svaret er nej, er problemet faktisk endnu større, end det ser ud, når man kigger ud over byrådssalen.