Fortsæt til indhold

Louise Louring har klamret sig til Venstre-masten: Nu brager hun ind i Folketinget

Kvinder har svært ved at identificere sig med gråhårede mænd, mener Louise Louring, der vil kæmpe børnenes sag i Folketinget.

Politik

»Jeg har haft hovedet så langt oppe i min egen valgkamp, at jeg knapt nok ved, hvad ugedag det er.«

33-årige Louise Louring er lidt rundforvirret i disse dage. Hun er også ramt af en lykkefølelse, fordi kampen for en plads i Folketinget er vundet. Med 3.355 personlige stemmer tilmed. Det er det andet bedste partiresultat i Østjyllands Storkreds efter Venstres formand Troels Lund Poulsen, og sejren er mere end lidt sød.

»Jeg har kæmpet så hårdt i mange år, og det er kun gået én vej for V, efter jeg meldte mig ind. Jeg er flere gange blevet tilbudt en plads i et andet parti, men jeg synes, det er utroværdigt at hoppe over på en anden vogn, som det går bedre for. Jeg har klamret mig til Venstre-masten i stormvejret, og at komme ind i Folketinget er bare så meget større, når man har haft så meget modgang, som vi og jeg har haft,« siger Louise Louring.

Hvis kortene var faldet lidt anderledes, var Louise Louring borgmester i Odder Kommune i dag. Ved kommunalvalget i november 2025 fik hun også næstflest stemmer (1.204), men her var vinderen en socialdemokrat, Lone Jakobi, med 1.635 stemmer.

Louise Louring er 33 år, jurist og født og opvokset i Hammel. I dag bor hun i Odder med sin mand og to børn, begge i de tidlige skoleår, og hun har ingen intentioner om at flytte, fordi hun får et arbejdsliv på Christiansborg i København.

»Jeg bliver boende her. Jeg har min familie og mit netværk her, og jeg har virkelig ikke lyst til at hive teltpælene op. Jeg tror, at man hurtigt kan blive suget ind i storbylivet, og jeg tror, det er vigtigt, at jeg rent fysisk bliver her,« siger hun.

Ild i øjnene

86 af de kommende medlemmer af Folketinget er kvinder. Det er rekord, og med sine 33 år er Louise Louring en af de mange yngre kvinder, vælgerne satte deres kryds ved.

»Der er rigtig mange kvinder, der ikke kan se sig selv i en gråhåret mand. Jeg tror, mange spejler sig i de her kvinder, der har ild i øjnene og siger: ”Jeg vil repræsentere os.” Mere præcist kan jeg ikke sige det. Et parti bliver dannet af de personer, der sidder i Folketinget, og jeg tror, der er mange, der godt kunne tænke sig et lidt yngre segment i Folketinget. Der skal ske noget nyt i partiet. Nu kommer der en relativt ung Louise med ben i næsen og gåpåmod og gejst, at det også må rykke et eller andet i Danmarks ældste parti,« siger hun.

Louise Louring er, indtil videre, fitnessinstruktør i sin fritid og beskriver sig som »et energibundt uden lige.« Den energi får hun nok brug for, når hun skal kæmpe kampene i Folketinget.

»Noget af det, jeg vil arbejde for, er flere arbejdspladser til Østjylland, at vores infrastruktur skal opprioriteres, og at vi kan bruge nogle af de nedlagte kaserner i Østjylland i forbindelse med, at vi skal opruste. Jeg er også mor til to børn, og jeg synes, vi skal gøre det bedre for vores børn og for vores foreningsliv. Hvis der kommer mange ind, der vil i en mere, lad os kalde det børnevenlig retning, er det jo det, der er fokus på. De personligheder, man vælger ind, er med til at farve et parti,« siger hun.

Er Troels Lund Poulsen den rette formand for Venstre?

»Jeg vil gerne holde mig ude af den debat.«

Vil du helst være borgmester i Odder Kommune eller medlem af Folketinget?

»Det er jeg faktisk ikke blevet spurgt om. Nu vil jeg jo helst være medlem af folketinget. Hvis det mod forventning slet ikke er noget for mig med landspolitik, så kan det godt være, jeg gerne vil være borgmesterkandidat i Odder igen.«

Louise Louring fik sin kandidatgrad i jura fra Aarhus Universitet og var i en årrække suppleant for Venstre i Aarhus Byråd. Hun flyttede siden til Malling med sin mand. I 2023 flyttede parret og deres børn til Odder.