Hvem skal løfte arven efter Lahn på Djursland?
Det stod ikke skrevet i nogen krystalkugle, at Leif Lahn, i november 2027 kan føje »20 år i Folketinget« til sit CV. Ikke desto mindre er det dér, han står.
Ved årtusindskiftet var Leif Lahn Jensen bestyrelsesformand for Børnehaven Landsbyen i Grenaa. Partibog? Det lå ham fjernt. Han havde travlt med børnene, arbejdet på Aarhus Havn og med at sige sin mening.
Det mærkede den daværende Grenaa-borgmester, Gert Schou, da han fik en verbal grovfil af havnearbejderen, der ikke mente, at børneområdet blev prioriteret i Grenaa Kommunalbestyrelse.
Schou og Socialdemokratiet kunne se noget i den unge knøs. Han talte et sprog, der var en havnearbejder værdigt. Uden omsvøb. Uden pænt papir. Der blev ikke lagt fingre imellem.
En dag bankede naboen Jens Johan Richardy (tidligere formand for 3F Djursland, red.) på døren. Han mente, at Leif skulle stille op til kommunalvalget i 2001.
Leif Lahn måtte have dispensation, fordi partibogen endnu ikke var kommet i hus. Men ind i politik kom han. Først fem år i Grenaa Byråd og fra 2006 i Norddjurs Kommunalbestyrelse, hvor han hurtigt blev formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Han nåede knap at finde sig til rette, før partifællen Jan Petersen meldte pas på at genopstille til næste folketingsvalg efter en lang karriere på Christiansborg.
Så blev Leif Lahn spillet ud som Norddjurs-socialdemokraternes kandidat, mens man i Syddjurs satsede på den tidligere Ebeltoft- og senere Syddjurs-politiker, nu afdøde Ninna Thomsen.
Ved urafstemningen vandt Lahn med en hårsbredde. Forventningerne til, at en relativt ukendt kandidat uden stor politisk erfaring skulle sikre Djursland et fortsat mandat, var til at overse.
Men pessimisterne fik ikke ret. Da det socialdemokratiske vogntog rullede ud i valgkampen, sprang Leif Lahn op på forreste vogn og kørte direkte ind på Christiansborg med et overraskende mandat i bagagen.
Siden har han holdt fast. Senest ved valget i marts – ovenikøbet på et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet mildest talt ikke shinede hos vælgerne.
Fra han kom ind med firetoget i 2007 og til i dag har Leif Lahn taget sin politiske læretid på Borgen. I folketingsgruppen nyder han stor respekt. Både den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, og hendes socialdemokratiske forgænger, Helle Thorning-Schmidt, opdagede hurtigt, at havnearbejderen og tillidsmanden på Aarhus Havn kunne styre en til tider uregerlig gruppe med skuffede medlemmer, der var blevet sorteret fra, da der skulle udpeges ministre.
I den seneste folketingsperiode var Leif Lahn ikke bare gruppeformand. Han havde også en plads i Folketingets Præsidium og var statsrevisor.
Poster, han fortsat sidder på i det nyvalgte Folketing – men måske kun til låns. For hvis Socialdemokratiet ikke kommer med i en kommende regering, skal de hjemvendte ministre have noget at rive i. Og så må Lahn afgive benene, andre skal gnave i.
Minister er han aldrig blevet – og det bliver han næppe. Hans manglende DSU-fortid kaster stadig en skygge. Det lever han fint med. For som gruppeformand er han tættere på magtens cirkler end mange af dem, der får titel og bil.
Hvornår det slutter?
Det går han stille med dørene omkring. For partiet har ikke på Djursland en oplagt og kapabel afløser stående klar i kulissen. Uden en klar afløser er risikoen reel for, at mandatet ryger, når Lahn, 59 til juni, stopper.
En ny kandidat skal både opbygge navn, netværk og troværdighed – samtidig med at vedkommende skal forsvare et mandat. Det er en tung byrde at lægge på skuldrene af én, der ikke har haft årtier til at bygge sin position op.
Så mon ikke han tager en periode mere?
Borgmesterkandidat i Norddjurs?
Det er udelukket. Han kan ikke se sig selv vende tilbage til lokalpolitik, som han nåede at smage på i syv år, før han overraskede alle og tog det lange skridt hele vejen til Borgen.