Lars Boje finansierede milliondyre reklamer med skattekroner
Et markant reklamefremstød bidrog i 2024 til, at Lars Bojes eget parti kom på stemmesedlen. Nu viser et regnskab, at Boje finansierede reklamer for over en million med danske skattekroner.
En omfattende reklamekampagne banede i 2024 vejen for Lars Bojes drøm om sit eget parti i Folketinget.
Nu viser det sig, at flere af Lars Bojes mange reklamer er blevet finansieret med danske skattekroner.
Og det kan være i strid med reglerne, advarer en ekspert.
Det kan Radio IIII fortælle på baggrund af en gennemgang af Bojes gruppestøtte-regnskab for 2024.
Af det revisorpåtegnede regnskab indleveret til Folketinget fremgår det, at Boje som løsgænger brugte 1,2 million kroner på »tryksager, annoncer med videre« i 2024 – 88 procent af hans samlede forbrug det år.
Til sammenligning brugte de øvrige partier og løsgængere 4,1 procent af gruppestøtten på samme post i 2024 svarende til 54.000 kroner per folketingsmedlem i gennemsnit.
Lars Bojes kampagne for at indsamle vælgererklæringer til Borgernes Parti kørte i sidste halvdel af 2024, og dengang lovede han offentligheden indsigt i, hvordan han finansierede sine mange reklamer.
»Ja, det kunne I godt tænke jer at vide, og det skal I også få, for vi overholder samtlige regler for partier. Vi har eksterne statsautoriserede revisorer på, og vi kommer til at fremlægge alt det her,« sagde han til TV 2.
Trods gentagende henvendelser har det ikke været muligt for Rardio IIII at få Lars Boje til at løfte sløret for finansieringen.
Ifølge ”Regler om tilskud til folketingsgrupperne” må reklamer, som man køber med gruppestøtten, ikke »sigte på at fremme valg af kandidater«.
Af regnskabet er det ikke muligt at se, hvilke reklamer Boje har finansieret med gruppestøtten, men hvis millionudgiften er gået til hans Facebook-kampagne, er det sket i strid med reglerne.
Det vurderer Roger Buch, der er forskningschef ved DMJX.
»Når man går ned i den her annoncering, så er der meget af det, der overhovedet ikke handler om politik, som slet ikke handler om at skabe politisk debat, men som handler om noget helt andet, nemlig at skaffe nogle vælgererklæringer. Og det er helt åbenlyst ikke det, der er formålet med de her midler,« siger han til Radio IIII.
I 2024 betalte Lars Boje mere end 900.000 kroner for at promovere 179 Facebook-opslag. Af dem henviste mere end halvdelen til vælgererklæringer, og 73 indeholdt et direkte link til Indenrigsministeriets hjemmeside vaelgererklaering.dk.
Det fremgår af Facebooks annoncebibliotek.
Folketingets Administration ønsker ikke at svare på, hvorvidt indsamling af vælgererklæringer er i strid med reglerne for brugen af gruppestøtte.
De oplyser til Radio IIII, at den statsautoriserede revisor, som har skrevet under på Lars Bojes regnskab, er den eneste, som har ført kontrol med, hvad pengene konkret er blevet brugt på.
Den pågældende revisor, Henning Juel Møller, der også satte sin underskrift på Lars Bojes gruppestøtte-regnskab for 2023, er ikke vendt tilbage på Radio IIII’s gentagende henvendelser. Det er Lars Boje heller ikke.
Da Radio IIII første gang kontaktede Henning Juel Møller vedrørende denne historie, var han på Facebook private venner med Lars Boje Mathiesen.
Det er han ikke længere.