Fortsæt til indhold

Hun skulle bare lige lære lidt, men nu er Jenni fra Finland efter blot et års medlemskab blevet forperson

Jenni Salmela afløser Pet Petersen som forperson for Radikale Venstre Favrskov.

Politik

Radikale Venstre i Favrskov har på sin generalforsamling valgt ny forperson. Valget faldt på Jenni Salmela, der gennem det seneste år har markeret sig med stort engagement og energi i foreningsarbejdet. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

»For mig handler det lokale engagement om at tage medansvar for det liv, vi lever her i kommunen, og om at sikre, at alle har lige muligheder for et godt liv. Vi er en lille forening, men med et stort hjerte og engagement, og jeg glæder mig til at bygge videre på den positive bølge, vi er inde i,« siger Jenni Salmela.

Hun kommer fra Finland, men har i snart 17 år boet i Danmark. Jenni Salmela bor i Hinnerup med sin mand og to børn i skolealderen og arbejder til daglig med markedsføring hos en stor international softwarevirksomhed.

For et års tid siden blev hun pludselig nysgerrig på, hvem der sidder i byrådet og bestemmer, så hun meldte sig ind i lokalforeningen hos partiet, hun igennem sin interesse for landspolitik synes bedst om.

»Radikale Venstre fører en nuanceret socialliberal politik, som jeg synes er den bedste vej til løsninger, der gavner alle. Jeg synes ikke, at ekstreme synspunkter eller dagsordener, hverken til højre eller venstre, fører til politik, der gavner os alle. Vi skal tage hensyn til den mangfoldighed, vi har, naturen og erhvervslivet. Fordi jeg tror på, at når alle har det godt, er det godt for alle,« siger den nye forperson, der slet ikke havde planer om at gøre ”karriere” i partiet så hurtigt, da hun for et år siden meldte sig ind.

»Jeg ville egentlig bare lære mere om, hvordan det hele fungerer, og hvordan beslutninger, der påvirker alle vores liv, bliver taget,« siger Jenni Salmela til avisen.

Det blev til lidt mere end det, og efter blot et år i lokalforeningen overtager hun nu stafetten fra Pet Petersen, der efter fire år går af som formand.

Hans sidste årsberetning bar præg af glæde og stolthed over partiets fremgang til både kommunalvalget i november 2025 og det nyligt afholdte folketingsvalg i marts 2026. Mia Nybos kanonvalg, der gav hende partiets ene plads i byrådet, fyldte også en del i beretningen, hvor det lød, at hun har givet partiet en stærk stemme i arbejdet for børn og unges trivsel samt den grønne omstilling i Favrskov Kommune.

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen i Radikale Venstre Favrskov konstitueret sig som følger:

  • Jenni Salmela, forperson
  • Mia Nybo, byrådsmedlem
  • Torben Christensen
  • Pet Petersen
  • Hanne Munch Kristiansen

Foreningen vil i det kommende år have fortsat fokus på at styrke dialogen med borgerne og arbejde for et grønnere Favrskov, hvor kommunen, erhvervslivet og fællesskaberne trives og styrker hinanden.