Læge får sin drømmepost i Folketinget
Charlotte Green bliver sundhedsordfører for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg.
Det Konservative Folkeparti har fordelt ordførerskaber, og Charlotte Green bliver ny ordfører for sundhed og forebyggelse, ældre og fiskeri. De tre poster falder i god jord hos den nyvalgte folketingspolitiker fra Favrskov.
»Jeg ser enormt meget frem til at komme i gang med arbejdet og skabe en masse vigtige og synlige resultater. Det er helt vildt, at jeg nu kan kalde mig medlem af Folketinget, og det er et arbejde, jeg ser frem til at løse med ambition og et stærkt engagement for at gøre en forskel,« siger Charlotte Green i en pressemeddelelse fra Det Konservative Folkeparti.
Arbejdet på Christiansborg er nyt for Charlotte Green, men hun er alligevel en af partiets erfarne profiler med mere end 20 år i lokalpolitik som medlem af Favrskov Byråd, hvor hun fortsat har plads. Charlotte Green er 51 år og meldte sig allerede som 16-årig ind i ungdomspartiet.
Hun er uddannet læge og har indtil valget til Folketinget i mange år været overlæge på Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital, så hun ser frem til at kunne bringe sin sundhedsfaglige viden i spil på Christiansborg.
»Det er vigtigt for mig at arbejde for, at vi får mindsket uligheden i sundhed. Så der drømmer jeg virkelig om at kunne sætte nogle aftryk. Danmark skal have et godt og stærkt sundhedsvæsen, der kan tilbyde relevant og moderne behandling med kort ventetid,« siger Charlotte Green, der bor i Søften.