Fortsæt til indhold

Nyvalgt folketingspolitiker fortsætter – indtil videre – i byrådet

Charlotte Green har fået tildelt ordførerskaber for Det Konservative Folkeparti i Folketinget og fortsætter i Favrskov Byråd.

Politik

Charlotte Green fra Søften bliver ny ordfører for sundhed og forebyggelse, ældre og fiskeri for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg.

Ordførerskabet for sundhed og forebyggelse lå lige til højrebenet, fordi Charlotte Green er læge og i mange år har arbejdet som overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hun er desuden for nylig blevet valgt som byrådets repræsentant i Sundhedsråd Kronjylland, der skal arbejde for at sikre nærhed og sammenhæng i det midtjyske sundhedsvæsen.

»Vi skal have skabt et sundhedsvæsen, der kan rumme specialisering og samtidig give sundhedstilbud i nærheden af, hvor man bor,« siger Det Konservative Folkepartis nye sundhedsordfører til Din Avis.

Den nye konservative folketingspolitiker er heller ikke ubekendt med ældreområdet, som hun i mange år har arbejdet indgående med som byrådspolitiker i Favrskov.

»Vi har fået en ny ældrelov med fokus på værdighed, livskvalitet og retten til selv at vælge det liv, man gerne vil have, som vi konservative er særligt optagede af. Det er hele diskussionen omkring en værdig ældrepleje, som jeg i høj grad synes, vi er lykkedes med i Favrskov, og som jeg gerne vil give videre.«

Og så skal hun som nævnt være ordfører for fiskeri, som der i sagens natur ikke findes noget af i Favrskov udover lystfiskeri i Gudenåen og put and take-søer og lignende.

Hvad ved du om fiskeri?

»(Langt grin)... Jeg kunne vide mere, men det er en ny og spændende opgave, som jeg glæder mig meget til at kaste mig over. Sidste sommer blev der lavet en omfattende aftale om forbud mod bundtrawl i Danmark, og vores havmiljø har det generelt skidt. Det er vigtigt at være med til at præge, og der er også en masse EU politik ind over, så det bliver super spændende,« siger Charlotte Green.

Hun blev i november genvalgt til Favrskov Byråd og har efter valget til Folketinget sagt, at hun så vidt muligt gerne vil blive siddende i byrådet, hvis tiden tillader det.

»Indtil videre fortsætter jeg i byrådet, hvor jeg har påtaget mig nogle store opgaver, jeg gerne vil være med til at gennemføre. Nu må vi se, hvor stor arbejdsbyrden bliver, og jeg vil ikke afvise, at jeg på et tidspunkt stopper i byrådet,« siger Charlotte Green, der tidligere har sagt til avisen, at hun er vant til og ikke ked af at arbejde meget.

Det nyvalgte folketingsmedlem kan desuden fortælle, at hun nu har fået et kontor på Christiansborg og snart får en lejlighed i København, så hun har et sted at være i løbet af ugen, når hun er på arbejde i Folketinget.

Alle folketingspolitikere, der er bosat vest for Storebælt, bliver tilbudt en lejlighed, som ifølge Charlotte Green ikke er noget luksuspalæ, men nærmere en lille studielejlighed på omkring 45 kvadratmeter med plads til at sove og lave mad.

»Det er fint,« siger politikeren, der som udgangspunkt vil være i København fra tirsdag til torsdag/fredag og hjemme i Søften resten af tiden.