Fortsæt til indhold

Byråd bakker op om at hylde idrætsudøvere, der har opnået flotte resultater

Byrådet er positiv stemt overfor at hylde dygtige idrætsudøvere med flere.

Politik

Hvis en lokal idrætsudøver eller et idrætshold vinder medalje til OL, VM eller EM eller bliver dansk mester, jysk mester eller regionsmester, skal kommunen anerkende og hylde dem.

Det foreslår byrådsmedlem Morten Bang (DD), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune. Han forestiller sig, at hyldesten kan foregå ved en reception på rådhuset i Hammel til det første byrådsmøde i januar og blive en tilbagevendende begivenhed.

»Vi bliver nok aldrig en eliteidrætskommune, men derfor kan vi godt være stolte. Det vil samtidig være en hyldest af de frivillige ledere og trænere, der står bag,« sagde Morten Bang, da han præsenterede sit og Danmarksdemokraternes forslag på det seneste byrådsmøde.

Han afslørede, at forslaget rent faktisk er et ønske fra foreningerne selv, der ønsker anerkendelse for deres arbejde og præstationer. Morten Bang oplyste, at Favrskov Kommune i en stor undersøgelse af Danmarks Idrætsforbund scorer lavt på samarbejde og anerkendelse af idrætsforeningerne.

Forslagsstilleren tilføjede derefter, at han allerede var blevet kontaktet af folk fra det lokale kulturliv, der ligesom idrætslivet ønsker at blive fejret og anerkendt.

»De skal selvfølgelig også anerkendes, og det kan måske ske til kulturens dag i efteråret. Vi vil gerne fejre dem og håber på opbakning og indspark til forslaget,« sagde Morten Bang afslutningsvis til sine kollegaer i byrådet.

Forslaget fik en pæn modtagelse i byrådssalen af først René Schneider (K), der er næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget. Det Konservative Folkeparti ser meget positivt på forslaget og foreslår også at udbrede det til kulturområdet, sagde René Schneider.

Enhedslistens Thake Fogh Cordt ville med sine egne ord ikke stille sig i vejen for at hylde store sportspræstationer, men opfordrede samtidig til at løfte blikket og ikke glemme omsorgsmedarbejdere, ildsjæle og pædagoger, der bygger fællesskab og tillid.

Isabell Friis Madsen fra Socialdemokratiet anerkendte også ønsket om at hylde værdige sportsudøvere, men advarede om at pålægge forvaltningen ekstra opgaver, idet der er lagt op til, at forslaget skal kunne afholdes inden for budgettet.

SF’s Søren Frandsen og Venstres Thomas Storm tilsluttede sig også og foreslog at tænke kulturen ind og få forslaget vurderet af forvaltningen og viderebehandlet i Kultur- og Fritidsudvalget.

Morten Bang erklærede sig efter byrådsmødet meget tilfreds med, at hans forslag fik en pæn modtagelse og nu sendes til videre behandling.

Denne avis har tidligere stået bag en fejring af lokale idrætstalenter, ligesom Favrskov Idrætssamvirke har uddelt priser til ildsjæle og talenter i idrætslivet.