S: Sidste skoledag
Tak for din henvendelse og spørgsmålene.
- Hvad var dit umiddelbare indtryk af arrangementet?
Jeg fik et rigtig godt indtryk på dagen hvor jeg var på besøg. Der var masser af glade unge mennesker, og både de voksne omkring arrangementet og de unge selv virkede til at have taget godt imod initiativet. Trods det let overskyet, små dryppende og let luftende vejr.
Jeg har fuld forståelse for, at når man laver et nyt stort initiativ som dette – og samtidig med en relativt sen udmelding omkring det endelige program – så kan det virke lidt overvældende for nogle. Men jeg tror faktisk, det her kan udvikle sig til en rigtig god tradition i Syddjurs.
Der vil selvfølgelig altid være ting, man kan forbedre, som med de fleste nye arrangementer. Jeg tænker blandt andet, at man med fordel kunne se på et lidt bredere udvalg af mad samt et par ekstra aktiviteter. Her tror jeg især, det kunne være en rigtig god idé at inddrage de unge tidligere i processen og høre, hvad de selv synes kunne være sjovt og skabe god stemning, samt være med til at give dem medejerskab for arrangementet.
Noget jeg også lagde mærke til, var hvordan musikken tiltrak unge, som endnu ikke selv havde sidste skoledag. Flere stod udenfor hegnet og lyttede med – lidt ligesom man ser ved mindre festivaler. Det synes jeg egentlig siger noget positivt om stemningen og interessen omkring arrangementet.
- Jeg har hørt fra unge, at de sivede undervejs og blev hentet af deres forældre. Hvordan oplevede du det?
Det er korrekt, at jeg også så nogle unge liste af undervejs, men det tror jeg egentlig er meget normalt. Det er svært at ramme alle 100 procent, og nogle vil naturligt have lyst til noget andet.
Derudover er vi jo desværre heller ikke herrer over vejret. Havde der været 20-25 grader og blå himmel, så tror jeg helt sikkert også, det havde løftet stemningen endnu mere. Sådan er det jo ofte med udendørs arrangementer.
- Hvordan forestiller du dig fremtidens model for sidste skoledag?
Jeg synes, den her nye model, som et tidligere byråd har besluttet, bør få en fair chance over nogle år, før man begynder at lave store ændringer eller vurderer, om noget skal gøres anderledes. Men jeg glæder mig til en dialog med de deltagende om feedback efter dagen.
Personligt synes jeg, der er noget rigtig positivt i at samle unge på tværs af skolerne og skabe en fælles afslutning på deres folkeskole liv.
- Hvorfor mener du, at det er en kommunal/politisk opgave at bestemme forløbet af sidste skoledag?
Det er jo en beslutning, som blev truffet før jeg selv indtrådte i byrådet. Men jeg tror samtidig heller ikke, at en fælles afslutning på tværs af skolerne var blevet til noget uden en beslutning fra politisk side.
Jeg kan godt lide tanken om, at vi forsøger at guide vores unge hen imod fælles aktiviteter, hvor alkohol ikke behøver være centrum for, at man kan have en hyggelig og mindeværdig dag sammen.
- Hvor er forældrene henne?
Jeg er ikke helt sikker på, hvad der konkret menes med spørgsmålet. Men arrangementet foregår jo i et tidsrum, der for de fleste forældre er almindelig arbejdstid. Derfor tænker jeg ikke nødvendigvis, at forældre skal være en aktiv del af selve arrangementet.
Når det er sagt, så kunne der måske godt være muligheder for, at nogle forældre frivilligt kunne hjælpe til med praktiske opgaver eller lignende, hvis behovet var der.
- Hvad er din holdning til, at skolerne skulle finansiere arrangementet?
Det er også en beslutning, der blev truffet som en del af tidligere budgetforhandlinger. Men naturligt vil udgiften jo høre under skoleområdet og den samlede økonomi dér.
- Er der andre ting, du vil fremhæve?
Overordnet vil jeg fremhæve arrangementet som en positiv oplevelse. Jeg synes, man har fået lagt grundstenen til noget, der med tiden kan udvikle sig til et endnu bedre tilbud for de unge og noget man vil se frem til og tænke ”Næste år er det vores tur”.
Jeg tror især, at et tættere samarbejde mellem skoler, unge, forældre og arrangører kan være med til at skabe nogle rigtig gode rammer for en ny og stærk tradition omkring sidste skoledag i Syddjurs, som på denne måde vil blive et sammenspil imellem den ”klassiske” sidste skoledag ude på skolerne samt et sidste stort fælles minde som afslutning på deres folkeskoletid, samt mulighed for det første blik af nogle de måske vil møde på deres næste step i livet efter sommerferien og på deres videre uddannelsesforløb.
| Venlig hilsen |
|---|
| Nick Boye Byrådsmedlem Syddjurs Kommune, Byrådet |