Fortsæt til indhold

El-busserne kommer. Men hvor skal bilerne være?

El-busserne kræver plads ved Hornslet Station: Bilister, pendlere og naboer må indstille sig på omkørsler, ændrede ruter og færre p-pladser, når området bygges om

Politik
LNT

Hornslet Station står over for en større ombygning i sommeren 2026.

Syddjurs Kommune forklarer på denne oversigt, hvad der skal ske på Hornslet Station i den kommende tid. Foto: Syddjurs Kommune

Baggrunden er, at Midttrafik ønsker at indsætte de nye el-ledbusser på rute 100, og det kræver ændringer på stationsområdet, så busserne kan vende og manøvrere sikkert. Det oplyser Syddjurs Kommune.

Projektet indebærer, at der etableres en ny perron med moderne taktile belægninger, herunder ledelinjer og knopfliser, for at gøre det lettere og tryggere for alle at færdes på stationen.

En del af det nuværende parkeringsareal inddrages og omdannes til vendeplads for busserne. Som erstatning planlægger kommunen at anlægge en ny parkeringsplads mod nord, bag transformerstationen.

Hvad med de bløde trafikanter?

Ombygningen omfatter desuden en udvidelse af vejarealet i krydset Tingvej/Banevej samt etablering af nye fodgængerfelter. Formålet er at sikre gode oversigtsforhold og tryghed for de bløde trafikanter.

Arbejdet udføres i to etaper for at minimere generne for brugere og beboere i området.

Første etape, der omfatter ombygning af stationsforpladsen og vendepladsen, er planlagt til uge 25-28. Her skal stationen gøres klar til de nye busser, så de kan tages i brug, når den nye køreplan træder i kraft 28. juni.

Anden etape, som omfatter etablering af den nye erstatningsparkering, forventes gennemført i uge 32-35, dog med forbehold for endelig tidsplan og godkendelse fra Banedanmark.

I anlægsperioden vil ruten for bus 319 blive omlagt, så den ikke har stoppested direkte i arbejdsområdet. Kommunen oplyser, at beboere på Tjørnevej fortsat vil have adgang til deres boliger under hele forløbet.