Fortsæt til indhold

Selv én time kan være urealistisk: Nu skal virksomhederne åbne døren

Skanderborg Kommune indfører en ny mærkningsordning og en pris til arbejdspladser, der hjælper borgere langt fra arbejdsmarkedet tættere på job. Baggrunden er beskæftigelsesreformen og lukningen af værkstederne på Danmarksvej.

Politik

Der skal spares 25 procent på området, og som en del af omlægningen lukker de kommunale værkstedstilbud på Danmarksvej.

Her har borgere kunnet møde ind i beskyttede rammer, få struktur på hverdagen og være en del af et arbejdsfællesskab uden de krav, der følger med en almindelig arbejdsplads.

Dermed forsvinder et tilbud, der i årevis har været en nænsom hånd i ryggen på borgere, som står så langt fra arbejdsmarkedet, at selv én time om ugen i en virksomhed kan være urealistisk.

Fremover skal langt mere af indsatsen i stedet foregå på private og offentlige arbejdspladser.

Derfor retter politikerne nu blikket mod de arbejdspladser, der skal være med til at løfte opgaven: Med en ny mærkningsordning og en pris vil byrådet hylde dem, der hjælper borgere langt fra arbejdsmarkedet tættere på job.

Der er virksomheder, som har knækket koden.
Birgitte Majgaard (K), formand, Arbejdsmarkedsudvalget

Virksomhederne skal frem i lyset

For Birgitte Majgaard (K), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, handler mærkningsordningen først og fremmest om at synliggøre en indsats, som mange lokale arbejdspladser allerede løfter.

»Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at den er nødvendig. Vi har i Skanderborg virksomheder, som er virkelig gode til at tage et ansvar. Det er faktisk lidt vildt, for næsten uanset hvad vi kommer med af ønsker, så står de klar og vil gerne være med til at løse det,« siger hun.

Problemet er, at de færreste ved, hvem de er.

»Ingen ved jo, hvem de virksomheder er. Folk kender dem ikke og ved ikke, hvor stor en indsats de gør. Derfor vil vi gerne honorere dem på den her måde. Med en mærkningsordning kan virksomhederne vise udadtil, at de gør en indsats og tager et socialt ansvar,« siger Birgitte Majgaard.

Mærket skal gives til private og offentlige arbejdspladser, der hjælper borgere med større afstand til arbejdsmarkedet tættere på job. Blandt kriterierne er, at borgeren er ansat under 15 timer om ugen i mindst én sammenhængende måned, og at arbejdspladsen ligger i Skanderborg Kommune.

Birgitte Majgaard (K), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, mener, at en ny mærkningsordning og pris skal synliggøre de arbejdspladser, der allerede tager socialt ansvar i Skanderborg Kommune.. Privatfoto

Flere skal byde ind

Ved siden af mærkningsordningen indfører kommunen også en ny pris for socialt ansvar. Den skal gå til arbejdspladser, der gør noget ekstraordinært for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Håbet er, at prisen kan uddeles første gang i 2027.

Håbet er, at både mærkningsordningen og den nye pris kan få flere virksomheder til at tage del i opgaven.

»For de virksomheder, som allerede i dag tager et stort socialt ansvar, vil det nok ikke gøre den store forskel. De ville jo gøre det alligevel. Men de kan vise deres kunder og ejerkreds, at de gør noget, og vi håber, at det vil få andre virksomheder til at blive nysgerrige på socialt ansvar,« siger Birgitte Majgaard.

»Jeg stejlede selv«

Lukningen af Danmarksvej har ikke været en let beslutning. Heller ikke for udvalgsformanden.

»Det er en konsekvens af den nye beskæftigelsesreform, at vi skal lukke Danmarksvej. Vi skal spare 25 procent på budgettet til beskæftigelsesindsatsen,« siger Birgitte Majgaard.

Hun peger samtidig på, at kommunen derfor har været nødt til at se kritisk på, hvilke indsatser der bringer borgerne tættere på job eller uddannelse.

»Selvom mange har været rigtig glade for at være tilknyttet værkstederne, så er det ikke derfra, de kommer videre i job eller uddannelse. Men der er virksomheder, som har knækket koden og vist, at de kan lykkes med det,« siger hun.

Birgitte Majgaard lægger ikke skjul på, at hun selv har flyttet sig.

»Jeg stejlede selv over lukningen af Danmarksvej til at begynde med. Men jeg kan se, at der er virksomheder, som kan give nogle af de borgere, der har udfordringer i forhold til at komme i uddannelse eller job på ordinære vilkår, et løft og en oplevelse af succes. Derfor er jeg også selv blevet solgt på ideen, selv om jeg var modstander til at begynde med.«

Hvad med dem, der ikke er klar?

Men lukningen af Danmarksvej har også vakt bekymring.

I et debatindlæg i Din Avis Skanderborg 6. juni advarede Trine Skov om, at kommunen med lukningen ikke bare fjerner et beskæftigelsestilbud, men også et trygt fællesskab med struktur, mening og indhold i hverdagen for borgere, som ikke passer ind i de almindelige beskæftigelsestilbud.

Bekymringen rammer ned i det svære spørgsmål, der står tilbage, når indsatsen flyttes ud på virksomhederne. Hvad med de borgere, der endnu ikke er klar til selv én time om ugen på en almindelig arbejdsplads?

Det spørgsmål skal kommunen nu finde et svar på, mens Danmarksvej lukker, og virksomhederne får en endnu større rolle i indsatsen for borgere langt fra arbejdsmarkedet.

Se video: