Fortsæt til indhold

»Vi vil have svar«: Flere byrådspolitikere presser på for redegørelse om stationsprojektet

Politikere og naboer ser frem til at få en samlet forklaring på, hvordan et milliondyrt anlægsprojekt på Hornslet Station kunne sættes i gang uden åben politisk behandling – og hvordan lignende fejl skal undgås fremover.

Politik

Ombygningen af Hornslet Station har de seneste måneder – og særligt i juni, før det gik på sommerferie – været genstand for debat i Syddjurs Kommune.

Projektet skal gøre plads til nye ledbusser på rute 100 og forbedre sammenhængen mellem bus og letbane. Det har skabt uro blandt både borgere og politikere.

Flere byrådsmedlemmer har efterlyst en samlet redegørelse for forløbet, efter at det kom frem, at politikerne ikke var blevet orienteret om projektets opstart.

En ledbus er en lang bus med et bøjeligt led på midten.

Det gør bussen længere end en almindelig bus og giver plads til flere passagerer. Leddet er dækket af en harmonikalignende samling, så bussen kan dreje, selv om den er lang.

Hornslet-politikere råbte op

Sagen blev for alvor aktuel, da fire byrådsmedlemmer fra Hornslet-området blev mødt af borgere, uden at de selv var blevet informeret om projektets indhold og konsekvenser.

Venstres Henriette Qvist Eriksen siger, at det har været særligt problematisk at stå uden svar, når borgere henvender sig.

»Det er ikke specielt morsomt at blive konfronteret på distriktsrådets årsmøde af flere borgere, og så ikke kunne svare. Så bliver vi politikere skudt i skoene, at vi blot er en flok umælende lam, der ikke ved, hvad der foregår og blot overlader alt til embedsværket.«

Også Jan Fischer og Carina Manley Hansen (begge S), som også bor i Hornslet, bakker op om kritikken og efterlyser en samlet redegørelse.

Udvalgsformand sat af

Formanden for Natur-, teknik- og miljøudvalget, Kim Lykke Jensen (SF), blev først bekendt med sagen torsdag 11. juni.

»Det her er en sag for natur-, teknik- og miljøudvalget, men problemet er, at den aldrig er blevet rejst politisk. Hvorfor kan jeg ikke svare på, for jeg hørte først om det i torsdags,« lød det fra Kim Lykke Jensen til Din Avis.

Hvordan undgår man noget lignende?

Riber Hog Anthonsen (V) fra samme udvalg forventer, at byrådet får en samlet redegørelse på det kommende møde i slutningen af august.

»Jeg hørte på temamødet i juni for hele byrådet, at vi blev lovet en samlet redegørelse, så det er jeg sikker på, at borgmester og kommunaldirektør leverer,« siger han.

»Det er ikke kønt, det der er foregået, så som politikere har vi krav på at vide, hvorfor det er sket, og hvordan vi undgår noget lignende fremover..«

Enhedslistens Jesper Yde Knudsen ser også frem til at få en samlet redegørelse, ligesom udvalgsformanden gør.

Administrativ fejl og lukkede møder

Baggrunden for den manglende politiske inddragelse er ifølge kommunen en administrativ fejl, der betød, at anlægsprojektet ikke blev behandlet politisk, før det blev sat i værk.

Projektet blev først drøftet på lukkede møder i Natur-, teknik- og miljøudvalget, Økonomiudvalget og på byrådets temamøde 24. juni.

Borgere på Banevej har oplevet, at informationen fra kommunen har været utilstrækkelig.

Lars Baand Corneliussen, der bor tæt på stationen, udtalte før sommerferien til Din Avis: »Der er garanteret en mening med det arbejde, som skal udføres, men mindstekravet må da være, at kommunen orienterer de nærmeste naboer i god tid og fortæller os, hvad der præcis skal ske.«

Projektets indhold og økonomi

Oversigt over arbejdet på Hornslet Station

Projektet omfatter en ombygning af stationsforpladsen og etablering af en vendeplads, så de nye ledbusser kan betjene stationen. Samtidig skal der etableres erstatningsparkering, da en del af de eksisterende parkeringspladser inddrages til vendepladsen.

Kommunen har indgået en finansieringsaftale med Region Midtjylland, som har stillet op til 4,5 mio. kr. til rådighed for projektet.

Ombygningen gennemføres i to etaper.

Første etape, der omfattede ombygning af stationsforpladsen og vendepladsen, blev afsluttet i uge 28.

Anden etape, der omfatter etablering af erstatningsparkering, afventer en miljøscreening og en aftale med Banedanmark om køb eller brug af arealerne bag den sorte transformatorstation.

Busser i bero

Natur-, teknik- og miljøudvalget godkendte på det lukkede møde 24. juni, at vendepladsen asfalteres uden faste kantafgrænsninger, så parkeringspladserne kan opretholdes, indtil erstatningsparkeringen er klar.

Midttrafik har bekræftet, at den direkte betjening af Hornslet Station med ledbusser først kan ske, når vendepladsen er færdigudbygget, og erstatningsparkeringen er etableret.

Kommunen arbejder på at finde alternative muligheder for erstatningsparkering, hvis aftalen med Banedanmark om køb af jorden bag den sorte transformatorstation ikke falder på plads.

Se video: