Fortsæt til indhold

Kassen styrtdykker: Umuligt at undgå besparelser, der gør »avs«

Skanderborg Kommunes kasse ventes at dykke til omkring 40 millioner kroner. I morgen bliver det afsløret, om politikerne har skåret i driften, udskudt byggerier eller accepteret risikoen.

Politik

Gør klar til en gyser.

I morgen vil de lokale byrødder efter planen præsentere budgettet for 2027. Det store spørgsmål er, hvor meget is de har haft i maven: Har de accepteret en faretruende lille kassebeholdning – eller har de fundet sparekniven frem og plukket løs blandt forslagene i det handlekatalog, der rummer mulige besparelser og omprioriteringer for næsten 100 millioner kroner?

For udfordringen kan ikke klares med småpenge. Hvis Skanderborg Kommune både skal leve op til sin økonomiske politik og fastholde det planlagte byggeri, skal der findes omkring 35 millioner kroner om året.

Det kommer til at gøre avs forskellige steder. Vi vil arbejde for at skåne de borgernære områder mest muligt. Men det vil komme til at gøre ondt
Jens Szabo, Venstre

Allerede ved førstebehandlingen af budgettet gjorde Venstres gruppeformand, Jens Szabo, det klart, hvad der venter:

»Det kommer til at gøre avs forskellige steder. Vi vil arbejde for at skåne de borgernære områder mest muligt. Men det vil komme til at gøre ondt. Det er der ingen tvivl om.«

Kassen tager et styrtdyk

Skanderborg Kommune har fortsat overskud på den ordinære drift. Men overskuddet er ikke stort nok til både at betale afdrag på lån og finansiere kommunens anlægsplaner.

Byrådets mål er et årligt driftsoverskud på 185 millioner kroner. Heraf skal 150 millioner gå til byggeri og andre anlæg, mens cirka 35 millioner kroner skal bruges på afdrag. I det tekniske budget mangler der omkring 35 millioner kroner om året for at nå målet.

Det mest alvorlige problem er dog kassebeholdningen.

Byrådets egen målsætning er en gennemsnitlig kassebeholdning på 3.000 kroner pr. borger – cirka 200 millioner kroner. Det svarer kun til omtrent 14 dages kommunal drift.

Det tekniske budget er ikke sønderligt robust. Der skal ikke ret meget stød til, før likviditeten ryger helt i bund – og også under bunden.
Peter Kjær, Enhedslisten

Men i løbet af de næste to år ventes kassen at dykke til omkring 40 millioner kroner. Og rammes kommunen af endnu en uventet regning, kan den komme faretruende tæt på nul.

»Det tekniske budget er ikke sønderligt robust. Der skal ikke ret meget stød til, før likviditeten ryger helt i bund – og også under bunden,« lød advarslen fra Peter Kjær fra Enhedslisten ved førstebehandlingen.

Millionbyggerier har tømt kassen

Den pressede kasse kommer ikke som en overraskelse. Byrådet har med åbne øjne brugt af den for at indhente et efterslæb på skoler og daginstitutioner.

Det store antal børn har gjort det nødvendigt at bygge blandt andet nye skoler, udvide og ombygge andre skoler og opføre en stribe daginstitutioner. Fra 2023 til 2026 har kommunen anvendt omkring 690 millioner kroner på anlæg på børne- og ungeområdet. Samtidig er to nye plejehjem på vej.

»Vi har tidligere aftalt med hinanden, at vi tømmer kassen,« sagde borgmester Frands Fischer (S).

Men faldet bliver langt voldsommere end først ventet. Kommunen havde regnet med at få 106 millioner kroner i indefrosset grundskyld udbetalt fra staten i 2026 og 2027. Udbetalingen er nu udskudt til tidligst udgangen af 2028.

Samtidig ventes en voldgiftskendelse om deltidsansattes overarbejde foreløbig at koste kommunen omkring 40 millioner kroner i 2027, selv om en del muligvis kan hentes hjem igen.

Valgløfter møder virkeligheden

Den økonomiske virkelighed rammer mindre end et år efter kommunalvalget. Her gik flere partier til valg på nye initiativer – blandt andet flere penge til skolerne og oprensning af Skanderborg Sø.

Hvis der skal findes penge til nye ønsker, skal politikerne derfor ikke blot spare. De skal også omprioritere.

»Det er nogle svære udfordringer, vi står over for. Og jo særligt også, hvis vi ønsker at omprioritere noget. Det er jo sjovt nok sådan noget, politikere nogle gange godt kan finde på,« sagde Anne Heeager fra Radikale Venstre.

Også Charlotte Vindeløv fra SF pegede på sammenstødet mellem politiske ønsker og kommunens snævre økonomiske rammer.

»Sværdslagene bliver, når man får indsigt og finder ud af, hvor stram sådan en kommuneøkonomi kan se ud – og hvor meget vi netop betaler i udligning.«

Skanderborg er ifølge kommunens økonomifolk blandt de dårligst finansierede kommuner i landet målt pr. indbygger. Kommunens skatteindtægter ligger under landsgennemsnittet, men alligevel afleverer Skanderborg omkring 413 millioner kroner om året til udligningssystemet. Også serviceudgifterne pr. borger ligger under landsgennemsnittet.

Sparekniv eller is i maven

Politikerne kan vælge at skære i driften, udsætte anlægsprojekter eller kombinere de to muligheder. De kan også acceptere, at kommunen i en periode har meget få penge på kistebunden.

Men jo længere kassen kommer ned, desto mindre handlefrihed har byrådet, hvis en ny uventet regning lander.

Partierne er enige om, at situationen er alvorlig. Ved førstebehandlingen stod de samtidig nærmest i kø for at rose hinanden som gode og ansvarlige forhandlingspartnere.

Det gode samarbejdsklima betyder dog ikke, at partierne er enige om, hvordan den økonomiske knude skal løses.

»Vi har krydset klinger, og det går voldsomt til, men der er ikke nogen døde endnu,« sagde Jens Szabo om de politiske uenigheder under forhandlingerne.

Også Charlotte Vindeløv lagde vægt på, at forhandlingerne rummer svære valg:

»Vil der være tidsler imellem? Ja, det vil der helt sikkert. Det er to svære år, vi ser ind i likviditetsmæssigt.«

I morgen bliver det afsløret, hvor politikerne har skåret – og hvem der kommer til at mærke det.

Se video: