Fortsæt til indhold

Fejl i medicinhåndtering: Nu sætter kommunen ind

Et tilsyn fandt større problemer i hjemmeplejen, der dækker et område uden for Ebeltoft. Nu har Byrådet godkendt en handleplan, mens Ældrerådet advarer om vakante stillinger og mange vikarer.

Politik

Et tilsyn har afsløret større problemer af betydning for patientsikkerheden hos Borgerteam 12 i Syddjurs Kommunes hjemmepleje. Teamet dækker området Ahl/Øer Øst uden for Ebeltoft, som har knap 80 borgere tilknyttet.

Nu har Syddjurs Kommune lagt en handleplan for, hvordan der skal rettes op på problemerne, som byrådet netop har nikket ja til. Samtidig advarer Ældrerådet om, at der også skal kigges på bemandingen.

Det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der ved et planlagt tilsyn 16. juni fandt problemerne. Tilsynet havde fokus på medicinhåndtering, og flere af styrelsens målepunkter var ikke opfyldt.

Det førte til et påbud, som borgerteamet nu skal arbejde målrettet med at efterleve.

Undervisning og kontrol

Kommunens handleplan består af flere forskellige tiltag.

Alle medarbejdere skal gennemføre et opfølgende undervisningsforløb om korrekt medicinhåndtering, gældende instrukser og ansvar ved medicinadministration. De skal også genopfriske relevante e-læringsmoduler og instruktionsvideoer.

Der bliver samtidig skærpet kontrol med medicinen. Der må eksempelvis ikke udleveres medicin, hvis den ikke er forsynet med korrekt navn og CPR-nummer eller er korrekt mærket.

Alle borgere i Borgerteam 12, som modtager hjælp til medicinhåndtering, skal have gennemgået deres medicinbeholdning. Her skal der blandt andet kontrolleres mærkning, opbevaring, anbruds- og holdbarhedsdato samt korrekt handelsnavn.

Sygeplejen har desuden fået en tjekliste, som skal bruges ved medicindispensering.

Kommunen vil også arbejde med den måde, medicinen er opdelt og mærket på i borgernes hjem, ligesom der bliver fulgt op på, om medarbejderne kender instrukserne.

Et andet fokusområde er medicinlisterne. Her skal der blandt andet være styr på medicinens aktuelle navn, hvordan den skal gives, og hvilken styrke den har. Oplysningerne skal samtidig være korrekt dokumenteret i kommunens journalsystem.

Ældreråd: Færre vikarer

Ældrerådet ser med bekymring på, at Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at der er større problemer med patientsikkerheden.

Rådet anerkender de tiltag, kommunen har sat i gang, men peger samtidig på, at der er behov for at få besat vakante stillinger og mindske brugen af vikarer og afløsere.

Ifølge Ældrerådet har det betydning for både patientsikkerheden og borgernes tryghed, når der kommer forskellige medarbejdere i borgernes hjem.

Kommunen oplyser, at der arbejdes på at rekruttere det rette personale til borgerteamet.

Byrådet godkendte 16. september kommunens handleplan og tog samtidig orienteringen om tilsynet til efterretning.

Kommunen skal nu følge op på de iværksatte tiltag. Efter et opfølgende tilsyn kan det eksisterende påbud blive fastholdt, justeret eller ophævet.

Se video: