Kan byrådsmedlemmer ende med regningen eller er det kun skatteborgerne?
Kan det enkelte byrådsmedlem gøres personligt økonomisk ansvarlig for at have stemt for en afgørelse, der går imod både lovgrundlag og embedsværkets faglige vurdering – og som efterfølgende underkendes?
I aften, onsdag den 28. oktober, skal byrådet i Syddjurs tage stilling til, om kommunen vil give afslag på en miljøgodkendelse, selv om kommunens egne embedsmænd vurderer, at lovgivningen ikke står i vejen for en godkendelse.
Et flertal lægger op til at stemme nej til den miljøgodkendelse, som landmanden i Hyllested har søgt for at kunne udvide sin svinebesætning.
Flertallet består af otte socialdemokrater, tre SF’ere samt en fra hver af partierne Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre. De siger nej, mens mindretallet består af seks fra Venstre, tre fra Konservative Syddjurs, tre fra Danmarksdemokraterne samt Sidse Graarup Vangsted fra Socialdemokratiet. De er indstillet på at stemme ja til, at landmanden får sin miljøgodkendelse.
Flertallets afvisning sker, selv om Syddjurs Kommunes egne embedsmænd klart har indstillet, at der ikke er noget i lovgivningen, der forhindrer en godkendelse.
Når den forventede afgørelse i byrådet er truffet, er det nærliggende at antage, at landmanden vil klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Her vil han og hans rådgivere kunne henvise til, at kommunens eget embedsværk under hele sagsforløbet har fastholdt, at lovgrundlaget er på hans side.
Hvis klagenævnet giver ham medhold, kan næste skridt være, at landmanden vælger at stævne Syddjurs Kommune ved domstolene for at få erstattet de økonomiske tab, som et afslag har påført ham.
Hvor står den enkelte?
Af sagsbehandlingen med tilhørende bilag i udvalgene Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget har det ikke kunnet læses præcist, hvordan det enkelte byrådsmedlem er stillet i en eventuel civil retssag.
Kan det enkelte byrådsmedlem gøres personligt økonomisk ansvarlig for at have stemt for en afgørelse, der går imod både lovgrundlaget og embedsværkets faglige vurdering, og som efterfølgende underkendes?
Hvis svaret er nej, og det kun er kommunen, der hæfter, er det i praksis skatteborgerne i Syddjurs, der kommer til at betale regningen.
Din Avis har forud for byrådsmødet bedt om svar på følgende:
- Hvor står det enkelte byrådsmedlem i en civil retssag?
- Kan det enkelte byrådsmedlem gøres personligt økonomisk ansvarlig for at have stemt for en afgørelse, der går imod både lovgrundlag og embedsværkets faglige vurdering – og som efterfølgende underkendes?