Fodboldlinje vokser og inspirerer
Fællesskab, det sociale og stoltheden fik John Witting til at stifte Fodboldlinjen Randers for 13 år siden. Efter sommerferien deltager endnu flere elever og konceptet udbredes i både England og Norden.
64-årige John Witting tæller ikke timer, når han sammen med Steffen Reng Andersen fra Ungdomsskolen Randers og koordinator på Fodboldlinjen Randers, Karsten Madsen, kaster nye ideer op i luften og udvikler videre.
De to er gode til at holde den energiske leder af Fodboldlinjen Randers nede på jorden, eller tæt på det græs, hvor 1.1000 folkeskolelever fra hele Randers Kommune hver uge træner i regi af fodboldlinjen. Over 20 anlæg er brug til morgentræningerne og træningerne i løbet af dagen i fodboldkonceptet, der både samler børn omkring fodbolden, men også giver flere af dem mulighed for at tanke selvtillid en tidlig morgenstund, både på banen og i omklædningsrummet.
Efter sommerferien kommer også 4. klasserne med i det koncept, som folkeskolelæreren kom på i 2009, da han stod og kiggede på Rismølleskolens nye multibane, hvor hans tre børn gik på daværende tidspunkt.
Ildsjælen brænder videre
Efter sommerferien skal op til 1.500 børn fra Randers træne fodbold, for Fodboldlinjen Mini kommer også med. Udlærte trænere, primært skolelærere fra skolerne, står hver uge klar til at træne pædagogisk og alle har en klar ide om, hvilke øvelser de skal bruge og hvordan alle elever skal kunne deltage på hver deres niveau.
Hvordan fastholder man så mange voksne og elever i et virkedygtigt koncept. Og hvad sker der, når initiativtageren John Witting på et tidspunkt stopper?
»Jeg kunne gå på efterløn, men jeg brænder for det her. Det der driver mig, er at jeg kan se unge mødes, uanset hvor de bor eller hvor mange penge deres forældre har. De har det hyggeligt og rart. Og jeg har lovet, at jeg vil besked i god tid, inden jeg stopper, så vi kan finde den rette afløser,« forklarer John Witting, der skal skaffe en del nye fodboldtrænere til efter sommerferien. Nu er der 43 trænere.
I dag bredes fodboldlinjens tankegods bredt ud. Hele konceptet er nedskrevet, endda på engelsk, og alle kan frit bruge erfaringerne, der er hentet gennem 13 år. Konceptet er støttet af Randers Kommune og Ungdomsskolen Randers.
Et fodboldakademi i Kenya kommer snart forbi for at høre om projektet. Derudover har der for nyligt været besøg og interesse fra England. Og fra Aarhus, Aalborg, Herning og Norddjurs kommuner. Fodboldlinjen har også besøgt en svensk kommune, hvor interessen var stor. Og så er der udviklet flere diplomkurser, med udspring i Fodboldlinjen.
Fra 20 til 1.500
Tilbage til starten på fodboldlinjen i 2009.
»Der var 10 elever, der spillede på multibanen og så stod der 50 og kiggede på,« husker John Witting, der med hjælp fra sin kone, Hanne Lise Paysen, der også har spillet fodbold og også var læreruddannet, fik overbevist daværende viceskoleleder, Annika Østergaard om at de skulle starte morgentræning op.
»Til den første træning kom der 20 børn, og tallet steg uge efter uge. 10 år senere havde vi vundet Danskernes Idrætspris, var i magasiner og aviser, og så skal jeg love for, at det gik stærkt,« fortæller John Witting, der til sidst måtte skrue helt ned for sit job som folkeskolelærer for i stedet at stå i spidsen for det voksende fodboldprojekt.
»Under træningen niveauinddeler vi eleverne, så alle lykkes, og i omklædningsrummet bagefter er alle lige. De får nye kammerater og bliver en del af et fællesskab. Og så indskærper jeg, at træneren er lige udenfor døren, hvis nogen skulle føle sig utrygge«
Junioruddannelsen
Et af de nyeste tiltag er at Fodboldlinjens ældste elever får mulighed for at tage en juniorlederuddannelse og det kommer med i uddannelsespapirerne, dog uden eksamensresultatet.
Uddannelsen er et samarbejde mellem Ungdomsskolen Randers, folkeskolerne og ungdomsuddannelsen HHX, og som er den eneste af sin slags i Skandinavien.
Eleverne gennemgår undervisning og skal i teams præsentere, hvordan de vil opbygge en helt ny klub. Undervisere fra HHX bistår og sidder med ved eksamensbordet. Og derefter hyldes alle til en stor dimissionsfest, hvor både borgmester og flere kommunale chefer og samarbejdspartnere kaster glans over festen, hvor også forældrene inviteres med.