Fortsæt til indhold

Dagtilbudschefen står i et dilemma, men charmeoffensiv kan være løsningen

Der er mangel på pædagoger, og det ser ud til at blive en større udfordring fremadrettet.

Randers
Daniel LingrenJP Randers

»Vi kan se en tendens til, at vi har begyndede rekrutteringsudfordringer. Vi får ansat de pædagoger, vi har brug for, men der er eksempler, hvor der er stillinger, der går i genopslag, for det skal være kvalificerede ansøgere,« lyder det fra Lars Lynghøj, der er dagtilbudschef i Randers Kommune.

De begyndende udfordringer i Randers har fået kommunen til at klarlægge, hvordan den kan tiltrække flere pædagoger.

Derudover står kommunen overfor et dilemma, der vil presse den nuværende rekrutteringsudfordring yderligere de kommende år.

Fra 2024 dikterer loven om minimumsnormeringer, at der skal være én pædagogisk personale for hver tredje barn i vuggestuer og én for hver sjette i børnehaver.

På den ene side er det fantastisk, at dagtilbudsområdet er blevet prioriteret, fortæller Lars lynghøj, men på den anden side er det med til at forværre rekrutteringsudfordringerne, fordi alle kommuner »skal have flere pædagoger.«

Ifølge Lars Lynghøj vil rekrutteringen og fastholdelsen på dagtilbudsområdet komme under pres i fremtiden.

For at klarlægge de »begyndte rekrutteringsudfordringer« vil kommunen iværksætte en undersøgelse, der forventeligt er færdig i midten af maj, og som kan medvirke til at klarlægge, hvad der skal til for at øge antallet af kvalificerede pædagoger.

Og selvom nyansættelser ifølge Lars Lynghøj hovedsageligt er det greb, der skal løse problemet, er der også andre redskaber i værktøjskassen, som kan tages i brug.

Flere skal uddannes

Ifølge fagforeningen for pædagoger, BUPL, lykkes det kun at besætte syv ud af ti pædagogstillinger i Danmark.

»Manglen på pædagoger er så ekstrem, at tusindvis af ledige stillinger ikke kunne besættes i sidste halvår af 2021. Fra juni til november er 3.500 ledige pædagogjobs ikke blevet besat. Yderligere 1.300 skolepædagog-jobs er blevet slået op forgæves,« fremgår det i en pressemeddelelse baseret på tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

og det står til at blive værre:

»I år 2030 mangler vi 14.000 pædagoger for at følge med det stigende børnetal og loven om minimumsnormeringer. Pædagogmanglen vil forekomme i hele Danmark,« er det beskrevet på fagforeningens hjemmeside.

Foruden flere ansættelser ser Lars Lynghøj flere andre muligheder for at imødekomme kravet om minimumsnormeringer og sikre flere pædagoger til institutionerne.

Blandt andet at medarbejdere på deltid får flere timer, så behovet for nyansættelser bliver mindre, og at pædagogmedhjælpere bliver opkvalificeret.

»Vi er nødt til at skrue på, hvor mange pædagoger, vi får uddannet. Vi sendte et hold afsted sidste år med 24 pædagogmedhjælpere, der blev uddannet til pædagoger. Vi forventer også at lave et hold mere i nærmeste fremtid, hvor vi opkvalificerer nogle af vores dygtige pædagogmedhjælpere til pædagoger, fordi det er den andel, vi skal hæve,« siger han.

BUPL efterlyser en national rekrutteringsplan, og fagforeningens formand, Elisa Rimpler påpeger ligeledes, at der skal tages flere forskellige tiltalg i brug, som kan medvirke til at tiltrække flere til faget.

»Vi skal gøre pædagoguddannelsen til et langt mere attraktivt valg, og på kortere sigt skal kommunerne komme i gang med at uddanne flere meritpædagoger. Der er desuden 11.000 pædagoger, som arbejder uden for faget i dag. Det vil være uklogt at vende det blinde øje til det faktum, at flere vil vende tilbage, andre blive længere, og andre igen gå op i tid, hvis de får bedre løn og arbejdsvilkår,« siger hun.

En charmeoffensiv

Nogen decideret rekrutteringskampagne, som de videoer kommunen udsendte sidste år for at tiltrække flere dagplejere, er der dog endnu ikke på tegnebrættet, oplyser dagtilbudschefen.

Randers Kommune har indledt et samarbejde med VIA University College, hvor kommunen tilbyder sine medarbejdere som gæstelærer på uddannelsen, fordi de ifølge Lynghøj kan supplere skolens teori med en mere praktisk indgangsvinkel til det pædagogiske arbejde.

»Det er en måde, hvorpå vi bakker op om en lokal uddannelsesinstitution, men også en måde hvor vi som kommune aktivt viser os frem i forhold til de studerende. Det er lidt en charmeoffensiv,« lyder det fra dagtilbudschefen, som tilføjer, at der på nuværende tidspunkt er ved at blive indgået flere konkrete aftaler herom.